|
Bageren, der skiftede spor
Alexander Vagas sætter pris på at gøre en forskel og kvittede konditterkarrieren til fordel for et ophold i Afghanistan.
Da den nu 22-årige Alexander Vagas havde afsluttet sin bager- og konditoruddannelse, ville han prøve kræfter med Forsvaret. Han indledte Hærens Basisuddannelse i Aalborg, senere blev det en reaktionsstyrkeuddannelse ved Livgarden, og da vi møder ham i Afghanistan, er han ikke i tvivl om, at pladsen i bageriet må vige nogle år til fordel for en kontrakt med Forsvaret.
- Jeg kan bare mærke, at det her lige er mig. Og når jeg vender hjem til Danmark om en måneds tid, vil jeg gerne være kører eller vognkommandør på et af de nye infanterikampkøretøjer, IKK, fortæller Alexander, da vi har fundet en skyggeplads foran de mange pansrede mandskabsvogne, M 113 som er transportmidlet for Odin kompagniet, hvor Alexander indgår.
Gøre en forskel
Alexander stammer fra Guatemala, og blev adopteret til Danmarks som fem-årig efter en hård opvækst.
- Måske har det noget med min baggrund at gøre, men jeg har altid drømt om at komme til at arbejde med noget, hvor jeg kan gøre en forskel i fremmede kulturer. Jeg har tidligere rejst rigtig meget. Blandt andet jorden rundt, til Guatemala, i Nord- og Sydamerika og rundt i Europa. Så jeg har stiftet bekendtskab med en del andre kulturer, men hernede er det første gang, hvor ens tilstedeværelse gør en forskel. Og det er en god fornemmelse, siger Alexander.
Ud blandt de lokale
Han fortæller, at Odin kompagniet kommer rigtig meget ud blandt lokale Afghanere. Enten i forbindelse med patruljer eller fordi, kompagniet skal sikre og eskortere andre soldater, når der eksempelvis doneres skolebøger, bygges brønde eller gennemføres andre projekter med henblik på at genopbygge landet.
- Jeg er ikke i tvivl om, at det hjælper, at vi er her. Det tager tid, men det hjælper. Også selv om vi kun er små brikker i et stort puslespil. Vi kan se, at flere børn kommer i skole nu. Og når vi patruljerer i Green zone møder vi storsmilende børn og gamle, der liver op, når de ser os. De er glade for at vi er her – ingen tvivl om det. Og det betyder faktisk mere for os, end man umiddelbart skulle tro, siger Alexander, der dog ikke ligger skjul på, at opholdet i Afghanistan ikke kun er lutter lagkage. Blandt andet har Alexander mistet flere af sine kollegaer under Hold 5's ophold i Helmand provinsen.
En hård tur
- Det har været hårdt. Det har det. Og selvfølgelig er man også bange – ja hver gang vi kører ud gennem porten er man bange. Men her træder det helt specielle kammeratskab i kraft, og vi snakker meget om, de tanker, som farer gennem hovedet på een og om, hvad der kan ske. Og så hjælper det rigtig meget, når ens makker siger: "Sådan har jeg det sgu' også", fortæller Alexander og understreger:
- Kammeratskabet er noget helt særligt, fordi man stort set er sammen 24 timer i døgnet. Og nogle gange kunne man godt ønske sig noget mere tid for sig selv. For du kan jo ikke bare smutte et andet sted hen – hvor skulle man smutte hen? Men på den anden side er de venner, du får hernede ikke bare venner. Det er venner for livet. Og selv om jeg vil tale med psykologerne om de barske oplevelser, når jeg kommer hjem, kan hverken psykologer eller forældre træde i stedet for de kammerater, man har levet, boet, grint, skændtes og kæmpet sammen med det sidste halve års tid. Så der vil stadig blive holdt kontakt.
Et break efter studierne
Efter fem år på skolebænken valgte Anders Sode at prøve kræfter med hærens basisuddannelse. Kun et år efter blev han udsendt til Helmand provinsen.
Egentlig kunne man forvente, at det var bag en pc i en større dansk virksomhed, man skulle sætte 23-årige Anders Sode stævne. Han har nemlig brugt fem år på at uddanne sig til datafagtekniker. Men vi finder ham i Afghanistan. Nærmere betegnet foran en række af Fenris kompagniets sandfarvede Piranhaer, der står linet op i FOB Price.
- Efter fem års studier var jeg bare så træt af at læse, og tænkte at der må være noget andet og mere spændende at give sig til. Derfor valgte jeg at gennemføre en HBU (Hærens Basisuddannelse, red.) ved Gardehusarregimentet i Slagelse. Og så blev jeg simpelthen bidt af det, fortæller Anders Sode.
Han fortsatte derfor på Hærens Reaktionsuddan-nelse, HRU, med hen-blik på at blive udsendt til Irak.
- Men politikerne aflyste jo Irak og trak danskerne hjem. Og så stod vi der og havde trænet et godt stykke tid til at blive sendt ud. Til mit held stod man og manglede ti soldater til Afghanistan, så det søgte jeg om i stedet. Jeg ville jo ud og opleve noget, siger Anders Sode.
Et barskt job
Som sygehjælper har han været ude for nogle barske oplevelser, når kammerater fra kompagniet er blevet ramt under kamp.
- Jeg har været i kamp tre gange, og der har både været døde og sårede. Så selv om jeg også tog herned for at prøve mine grænser af under pres, har det været en hård omgang. Jeg har oplevet en del, og det har ikke altid været lige sjovt, siger Anders Sode.
Hver gang en dansk soldat kommer alvorligt til skade eller bliver dræbt i Afghanistan, bliver der straks sendt psykologer til de danske lejre.
- Det er vigtigt, at man får talt ud om sine oplevelser, når man har været i kamp. Og lige får vendt med nogen andre, hvorfor man er her, og hvorfor vi gør som vi gør. Man lærer helt sikkert meget om sig selv. Og det vil uden tvivl være kampsituationerne, jeg husker mest, når jeg tænker tilbage på den her udstationering. Men det er også under kampene, at det går op for een, at alt |
|
det man har trænet hjemmefra ligger på rygraden. Og når det går løs, det overrasker hver gang, hvor hurtigt man reagerer, uden egentlig at tænke over, hvad man gør, siger, Anders Sode, og tilføjer:
- Og så vil jeg selvfølgelig også tænke tilbage på en periode, hvor jeg har hjulpet nogle mennesker. Først og fremmest kammerater, der er kommet til skade. Men også de lokale, som vi hjælper med at genopbygge landet.
Måske tilbage i 2010
Da vi taler med Anders Sode har han søgt om en korttidskontrakt, men han ved ikke præcist, hvad fremtiden i Forsvaret vil byde på.
- Jeg satser på, at jeg skal tilbage til Livgarden og uddannes på det nye Infanterikampkøretøj, IKK, som skulle blive klar til udsendelse i 2010. Formentlig til Afghanistan. Men til den tid er opgaverne sikkert nogle andre end i dag, siger Anders Sode, her halvanden måneds tid før holdet rejser hjem.
- Lige nu kan man godt begynde og savne vennerne og familien og tænke: Nu sidder de i Fælledparken og griller. Og så er det altså lidt nederen at være her, siger Anders Sode.
Han er ikke i tvivl om, at tiden i Forsvaret kun er midlertidigt for hans vedkommende.
- Efter nogle år i Forsvaret skal jeg ud og bruge min datauddannelse og tjene nogle penge i IT-branchen, siger Anders Sode og tilføjer med et smil:
- Egentlig kan selve jobbet i Forsva-ret godt konkurrere med et it-job. Men det kan lønnen altså ikke.
En livsstil
Efter at være kørt træt i militære termer forlod Poul zebitz Forsvaret for at prøve kræfter som selvstændig. Men nu er han igen i uniform og kan næsten ikke blive udsendt hyppigt nok.
Der er flere kilometers fri udsigt fra den såkaldte Sanger - et vagttårn - hvor Poul zebitz kan holde øje med, hvem og hvad der nærmer sig den danske hovedindgang til FOB Price. Poul er midt i en af de mange vagter, der også hører til jobbet for soldaterne i Fenris-kompagniet.
- Danske soldaters job er ikke hjemme i Danmark, men i de internationale missioner, siger Poul zebitz, mens han spejder ud over terrænet, hvor støvet danner en form for konstant dis.
Poul zebitz, der er sygehjælper og derfor også kaldes for Doc, trådte til med kort varsel, da man pludselig stod og manglede folk i Fenris kompagniet.
- Jeg var hernede på sidste hold og var hjemme gået i gang med at blive uddannet i IKK-kompagniet, som lige var blevet oprettet. Men da vi blev spurgt, om nogle havde lyst til at tage af sted fordi, man manglede en geværskytte/sygehjælper, meldte jeg mig med det samme. Det mener jeg er ens pligt, når man er soldat, og ens kollegaer står og mangler mandskab, siger Poul zebtiz, der fik en uge til at pakke og sige farvel, inden han landende i Helmand den 7. maj.
Selvstændig ismand
Poul zebitz har tidligere været udsendt adskillige gange. Såvel til Kosovo, Irak En livsstilsom Afghanistan. Han aftjente værnepligten i 2000, blev konstabel og senere udsendt til Kosovo. Hjemme igen manglede han struktur og følte, at han blev kastet for meget rundt i det militære system. Han forlod derfor Forsvaret i 2003.
I det civile tog han arbejde på forskellige diskoteker, forsøgte sig som selvstændig pølsemand og indehaver af flere isbutikker, men i 2006 vendte han tilbage til Forsvaret.
- Der var for meget arbejde i forhold til indtjeningen, og efter en henvendelse til Forsvaret blev jeg udstationeret i Irak. Det var både varmt og spændende. Nu var jeg soldat igen og følte, at jeg kunne ligge alle bekymringer bag mig. Nu kunne jeg tage ned til Irak og bare være mig selv, siger Poul zebitz.
Soldatens færdigheder
tilpasses ude
Han ligger ikke skjul på, at han har nogle markante holdninger om det, at være professionel soldat. Og han søgte blandt andet om at få lov til at blive i Afghanistan, da hans forrige hold rejste hjem. Men beskeden lød: "Ørken-hold får ikke gengangertjeneste". Men Doc vendte alligevel tilbage på Hold 5, da man kom i bekneb for personel.
- Jeg ved det kan lyde kontroversielt, men jeg har den holdning, at danske soldater ikke skal gå derhjemme for blot at øve og træne en hel masse. Nej danske soldater skal udsendes og bruge, det de har lært. For ingen store øvelser kan erstatte virkeligheden, hvor vores procedurer og færdigheder i øvrigt altid bliver tilpasset de aktuelle forhold, siger Poul zebitz og tilføjer:
- Man skal egentlig ikke være soldat for sin egen skyld - men for landets skyld. Og jeg har mødt mange unge - også indvandrere - som har dyb respekt for, at jeg som dansker eksempelvis tog ned og kæmpede irakernes sag. Men i bund og grund sætter jeg det at være soldat ind i et større perspektiv: Hvis du vil leve i fred og ro i Danmark uden risiko for terror - ja så må du også gøre en indsats, der rækker uden for landets grænser, siger Poul zebitz.
Vandet er koldt - so what?
Han tilføjer dog, at der også er andre, mere jordnære årsager til, at han har gjort soldaterlivet til en livsstil.
- Selvfølgelig har jeg også valgt det her job for at få nogle personlige udfordringer. Og udfordringer er der jo nok af. Jeg er blevet skudt efter adskillige gange, og i den mere fredelige ende, er det jo sådan, at vi i Armadillo-lejren eksempelvis lever af feltrationer, tager bad i en pose med koldt vand, toilettet er nærmest et hul i jorden og vi pisser i et rør. Men så finder du jo også ud af, hvor godt du egentlig har det, når du vender hjem og kan tage et bad flere gange om dagen. Og hvis vandet så en dag ikke er varmt af en eller anden grund, ja så kan du kun trække på skulderen og sige: And so what? Det hele bliver ligesom trukket ned på jorden, og du finder ud af, at du faktisk har det pisse godt, siger Poul zebitz. |