|
Da sommerferien var overstået indledte 165 kadetter deres grundofficersuddannelse på Hærens Officersskole, HO. Tidligere ville det betyde, at der ventede tre år på skolebænken på Frederiksberg Slot. Men netop i år bliver der taget hul på en ny, modulopbygget officersuddannelse, der betyder, at hovedparten af kadetterne allerede får kommandoen over en flok soldater om 16 måneder. Inden for blot to-tre år vil mange af dem også fungere som delingsfører i en international mission. De der herefter har lyst til at fortsætte officerskarrieren kan så vende tilbage til HO for at gennemføre den mere akademiske del af officersuddannelsen.
Den nye modulopdelte officersuddannelse får mange rosende ord med på vejen af et par unge officerer fra den "gamle" officersuddannelse, som Upfront mødte, mens de var udsendt til Afghanistan.
- Jeg kan rigtig godt lide princippet, hvor man hurtigt kommer ud og bruger den teoretiske viden i praksis. Så det nye princip, hvor man skifter mellem skolegang og praktisk erfaring som delingsfører og derefter igen kan hoppe ind på skolebænken på officersskolen, ja det lyder helt rigtigt i mine ører. Da jeg gik på HO, var der for lidt praktisk øvelse, og tre år på skolebænken i streg var rigtig lang tid, siger 26-årige premierløjtnant Thomas Ervolder.
Miner og broarbejde Han er delingsfører for 28 soldater i Ingeniørdetachementet i den danske kampgruppe i Helmand provinsen. Det er blandt andet ingeniørernes opgave at rykke ud, hver gang britiske eller danske soldater skal operere i områder, hvor der er fare for miner. Men enheden udfører også decideret ingeniørarbejde i og udenfor lejrene – eksempelvis etablering af broer og andre større entreprenøropgaver.
Thomas Ervolder fik sin basale viden om ingeniørarbejde, miner og ammunition på tjenestegrensuddannelsen – også kaldet våbenkursus – der afslutter officersuddannelsen. Kadetter, der vælger den nye, korte uddannelse gennemfører våbenkurset, efter de er mødt ved det regiment, hvor de skal fungere som delingsfører. Det er på våbenkurset officerer specialiserer sig inden for den våbenart man ønsker at arbejde med. Eksempelvis kampvogne, artilleri, logistik eller som i Thomas' tilfælde som ingeniørsoldat. -
Det at være officer er noget, man løbende bygger op under hele uddannelses- og karriereforløbet. Derfor er det rigtig godt, at kadetterne kommer ud og fungerer i praksis hurtigere end tidligere. Jeg tror, den nye korte uddannelse er designet direkte til officerens rolle som delingsfører. Og så er det jo udmærket, at officeren kommer ud og fungerer i den funktion, inden han beslutter, om det skal være det job, han vil satse en hel del år af sit liv på, siger Thomas Ervolder, og tilføjer:
- Fik jeg valget mellem den hidtidige officersuddannelse og den nye, vil jeg afgjort vælge den nye, korte. I min optik er det helt optimalt, at man får en masse praktisk erfaring, inden man beslutter, om man vil læse videre senere hen. Så det ville jeg helt sikkert vælge. Ikke fordi jeg fortryder mit valg, det gør jeg ikke et eneste sekund. For selv om jeg føler at opholdet hernede har gjort mig ti år ældre, så har jeg fået prøvet mig selv af på en lang række områder, som jeg aldrig vil få chancen for at prøve af andre steder. Det er virkelig fedt at være leder og fører for en flok kompetente soldater.
Tror på succes Ingeniørerne har som udgangspunkt base i den tilbagetrukne hovedlejr, Camp Bastion,
|
|
men er stort set konstant udstationeret ved de fremskudte danske enheder eller ved allierede styrker tæt på frontlinjen. Det samme gælder for artilleriofficeren Claus. Han er fast tilknyttet Odin kompagniet, der er stationeret i den primitive lejr Armadillo. Den ligger i udkanten af Green zone, hvor de fleste kampe med Taleban udkæmpes. Den 29-årige Claus står i spidsen for en lille speciel enhed, der hjælper med at finde ud af, hvor skuddene kommer fra, når danske enheder bliver beskudt med tungere våben som raketkastere, morterer eller artilleri. Enheden består af en korporal, en overkonstabel – og artilleriofficeren Claus
- Jeg tror Forsvaret får succes og får flere til at søge officersuddannelsen efter man har delt uddannelsen op i nogle bedre bidder. I stedet for at man får det hele på én gang under ét langt skoleforløb, som da jeg gik på HO, siger Claus, da vi sætter ham stævne i spiseteltet i den operative lejr FOB Price, kort efter han er rullet ind gennem den svært bevogtede hovedport sammen med Odin kompagniet.
Frygtede kontorhud på fingrene På den 16 måneder lange grundofficersuddannelse på HO veksles der konstant mellem teori og praksis, og der lægges vægt på mental og fysisk træning. Efter grundofficersuddannelsens 1. del udnævnes kadetterne til løjtnanter. Man kan så vælge at fortsætte uddannelsen på den 19 måneder lange 2. del af grundofficersuddannelsen. Eller – og det er det nye – vælge at blive ansat på en korttidskontrakt for at arbejde som løjtnant og delingsfører i hæren. Typisk vil officeren så skulle gennemføre våbenkursus og derefter fungere som delingsfører for to hold værnepligtige, HBU, samt et hold soldater på reaktionsstyrkeuddannelsen, HRU. Derefter er officeren klar til udstationering. Typisk i et halvt år.
- Når man udsendes så hurtigt efter skoleforløbet står det meste i frisk erindring. Mit skoleforløb strakte sig derimod over tre et halvt år. Og inden jeg kom herned, brugte jeg derfor en del tid på at genopfriske generelle ting, som jeg havde haft tidligt i forløbet på officersskolen, siger Claus og tilføjer:
- På officersskolen bliver du generalist, mens du på våbenkursus bliver specialist. Men uanset hvad, er det vigtigt, at få prøvet tingene af i praksis. og det lyder det til, at den nye officersuddannelse har sat fokus på. Jeg er glad for det forløb, jeg har været igennem, men jeg tror, den nye uddannelse er bedre. Det må være rigtig rart at vide, at hvis man ikke har ambitioner om et langt, tidskrævende karriereforløb, ja så kan man vælge at sige stop efter at have prøvet kræfter med et job som delingsfører og en udsendelse. Og man kan endda vælge at vende tilbage til jobbet som delings-fører eller fortsætte på HO efter en periode ude i det civile. Det tror jeg vil sælge billetter til mange, som har holdt sig væk af frygt for at få kontorhud på fingrene i løbet af de cirka tre et halvt år i et stræk på skolebænken, som den gamle ordning bød kadetterne på officersskolen.

|