Hvert år er der ca. 100 soldater, der søger ind til Jægerkorpset. For mange forbliver det imidlertid en uopnåelig ambition, da der statistisk set kun er syv, der i sidste ende gennemfører, indebærende en frafaldsprocent på hele 93 %. Men hvorfor falder kursisterne fra?

Jægerkorpset har siden 1961 og til dags dato kun udklækket 352 Jægersoldater og er derfor i særlig grad udtryk for en ekspertkultur - det elitære og det ekstraordinere - noget man skal gøre sig fortjent til.

Forud for optagelsen på uddannelsen ligger der for manges vedkommende  både halve og hele års forberedelse, hvilket ofte er nødvendigt for at kunne honorere de indledende krav. Undervejs skal kursisten bestå prøver af såvel teoretisk som fysisk art, og gennemføres det otte uger lange patruljekursus med tilfredsstillende resultat, gives adgang til det efterfølgende aspirantkursus, hvor fokus er udvælgelse frem for uddannelse.

De mentale barrierer
På hvert hold er der kalkuleret med et vist frafald som følge af omstændigheder, man aldrig helt kan undgå, fx fysiske skader, lav trænérbarhed eller familiære forhold. Dog er der hvert år en ’gråzonegruppe’ som ikke rammes af ovenstående, men som melder fra pga. ”mentale skader ” og det er måske i virkeligheden dem, der er mest interessante.

”Altså de helt reelle skader er der ikke særlig mange af. ’Skaden’ sætter den sig oppe i hovedet på folk, det er der slet ingen tvivl om. Folk falder fra på grund af, at de finder ud af, at det ikke er så super glamourøst det her. Det er jo noget af det vi prøver at formidle allerede ved udvælgelsen - I skal ikke flyve rundt og sejle rundt. Det er langt hen af vejen et hårdt håndværk,” siger kursuslederen.

De mentale barrierer kan have forskellige nuancer, hvoraf nogle er svært gennemsigtige, mens andre er mere synlige. Sikkert  er det imidlertid, at hver enkelt kursist i en eller anden grad påvirkes og udfordres mentalt af nedenstående aspekter.

Motivation, uforudsigelighed og stress
Motivationen er selvsagt hos kursisterne fra start og udvikles yderligere gennem kursets indhold. Kursisterne investerer meget af sig selv i perioden, og det er derfor nødvendigt, at opholdet hos Jægerkorpset giver mening, som går ud over det ’blot’ at tjene til dagen og vejen. Uforudsigeligheden i uddannelsen er eksempelvis en del af fascinationen og motivationen hos mange, men for enkelte kan det blive for meget, selvom hovedparten af ansøgerne er konkurrencemennesker og er vant til at presse sig selv. Forskellen ligger i, at de  andre steder ofte  selv vælger  deres ’kampe’. I Jægerkorpset er det ikke tilfældet. Her ved de ikke altid, hvornår de skal udfordres og dermed stresses de;

”Det har været ventetid og "spekulationstid". Med ventetid mener jeg f.eks. weekenden op til en forestående uge, hvor man forestiller sig, hvor hårdt det bliver.”; ”Nogle af episoderne, hvor man ikke måtte tænke men bare skulle blive våd eller slæbe et eller andet tungt med - i stedet for selv at have indflydelse - er mega frustrerende.”; ”Jeg syntes, at det var svært at finde motivationen om morgenen, mandag og tirsdag og i starten af en orienteringsmarch. Mest fordi jeg var nervøs og led måske lidt af præstationsangst,” siger en kursist.

Et andet element er, at mange kursister er vant til at være de bedste hos deres respektive enheder eller i det civile. Ved Jægerkorpset møder de ligemænd eller nogen, der er endnu bedre. Dette motiverer naturligvis de bedste, men for andre kan denne ufrivillige magtafgivelse også være svær at håndtere.

Et selvrealiseringsprojekt
Vi fortæller alle historier om os selv og vores liv for derigennem at blive anerkendt og accepteret, for at finde vores identitet og for at skabe en rød tråd, sammenhæng og mening i live. Det gælder også kursisterne hos Jægerkorpset, der netop ønsker at afprøve sig selv og egne evner, samtidig med, at perioden sandsynligvis vil indgå som et centralt element i beretningen om deres liv.
  
 

75 %  af de frafaldne vurderer sig værende ’gode nok’ til at være hos Jægerkorpset selvom de er afgået fra kursus. Et paradoks, der måske kan forklares ved, at en del af de kursister, der selv melder fra, allerede på forhånd har legitimeret deres afgang, således at deres historie slutter godt.

I den forbindelse gør det heller ikke noget, hvis kursussektionen har tilkendegivet, at man gerne vil se kursisten igen: ”Det var jo ikke fordi man ikke kunne klare det. Jeg tror inde i mit hoved der var det nemmere at sige det på den måde, at de gerne vil se mig igen næste år,” siger en kursist.

Alternativet er at projektet ellers kan opleves som et personligt nederlag, hvilket kan påvirke soldaten i lang tid fremover. Uanset udfaldet så er selvrespekten bevaret, i hvert fald er der udadtil konstrueret en historie, der bevarer det.

”Jeg troede nok, at jeg var bedre forberedt end jeg, end jeg egentlig var. Og så lidt det, at ens egen utilstrækkelighed, den blev lynhurtigt udstillet. Der skulle man nok have været mere parat til at sige: jamen okay, jeg er vitterlig ringe. Jeg er ikke bedre end det her. Jeg tror måske jeg forsøgte at skjule det lidt og tænke: årh men så stopper jeg her, inden de finder ud af, hvor elendig jeg i virkeligheden er. Det med, at man egentlig havde en forventning om, at man var bedre, end man i virkeligheden var, set i forhold til de andre og, at man lige skal være lidt bedre til at æde den,” siger en kursist.

Dominoeffekt
– på godt og ondt
Hos Jægerkorpset bliver kursisterne hurtigt tæt knyttet til hinanden som følge af mange intense oplevelser. Ud af det opstår en fællesskabsfølelse, der på den ene side er en forudsætning for at gennemføre, men omvendt også kan blive hæmmende for den enkeltes præstationer, hvis den bedste i gruppen eller ’buddy’en’ falder fra.

”Det mest ekstreme der nogensinde har været, var holdet, hvor der var en rigtig god kursist, som der tydeligvis var lederen af de otte, der var tilbage. Og så på den hårdeste uge på aspirant, der vælger han så at melde fra. Og han hiver simpelthen tre mand med sig. Der er tre mand, der ligesom erkender, det er et forkert ord, men de kan ikke få det til at hænge sammen, at han skal melde fra. For hvis han melder fra, så er ’vi’ heller ikke egnet til at være der," siger kursuslederen.

Denne negative effekt af fællesskabsfølelsen; Dominoeffekten, er et eksisterende fænomen mellem mennesker, der er tæt knyttede og afhængige af hinanden. Kursisterne skal være sammen om at komme igennem, men ikke om at afgå. Måske dét er korpsåndens akilleshæl? 

Udover ovennævnte aspekter findes der givetvis også en række andre subtile mentale faktorer, der spiller ind, når kursister melder fra, herunder en række klassiske fejlkilder forbundet med personaleudvælgelse. Disse aspekter er dog udenfor kursistens umiddelbare indflydelse. Sikkert er det imidlertid, at hver enkelt kursist i en eller anden grad påvirkes og udfordres mentalt, hvorfor disse udfordringer (også) er en overvejelse værd inden man sender en ansøgning. 

Afslutningsvis skal det nævnes, at Jægerkorpset er opmærksom på ovenstående aspekter og løbende følger udviklingen med henblik på at forberede kursisterne bedst muligt inden kursusstart og om nødvendigt at justere kursets indhold, uden dog at gå på kompromis med den kvalitet som gennem alle årene har været fundamentet for Jægerkorpsets opgaveløsning og videre udvikling.