Uddannelsen til sprogofficer er den hurtigste genvej til at få vinkler og stjerner på skuldrene. Til gengæld kræver det blandt andet et kanonhøjt gennemsnit og viljen til at give afkald på stort set al fritid i de to år uddannelsen varer.
  

På idrætspladsen på Sønderborg Kaserne er en flok soldater med hjelm og grønspættet kampuniform i gang med deres første undervisning i, hvordan man håndterer et panserværnsvåben. Hvordan man lader, sigter, afsikrer og tager aftræk. Umiddelbart ligner soldaterne ganske almindelige rekrutter. Og det er da også kun tre uger siden, de for første gang trak i uniform. Men de 19 soldater på græsplænen er af en særlig støbning. For det første er langt de fleste piger. For det andet har de alle en IQ, der ligger noget over gennemsnittet. Og for det tredje har de alle sagt ja til begynde på en af Forsvarets mest koncentrerede og krævende uddannelser – uddannelsen til sprogofficer.

- Allerede efter fem måneder bliver de udnævnt til sergenter. Og efter yderligere 20 måneder bliver de officerer. Så det er de soldater i Forsvaret, der kommer hurtigst gennem systemet og ud på den anden side med noget på skuldrene. Men det er også fordi, at deres funktion er noget helt specielt. Når de udnævnes til løjtnanter kan de tale arabisk eller pashto, som man taler i Afghanistan, flydende. Derfor er det også kun de mest kvikke, der bliver optaget på uddannelsen, fortæller lederen af sergentuddannelsen på Sønderborg Kaserne, major Viggo Larsen, mens de 19 sprogofficersaspiranter to og to indøver skydestillinger med det grønne rør.

Og allerede når man hører sprogofficerernes valgsprog; "Intelligenti Pauca", får man da også en fornemmelse af, at der her er tale om folk, der ikke først lærte at sætte et komma korrekt, da de var kommet halvvejs gennem 3.G.

Faktisk kræver det typisk et karaktergennemsnit fra gymnasiet på 10 eller derover blot at komme i betragtning til optagelsesprøven til sprogofficersuddannelsen, hvis valgsprog oversat betyder: "Få ord er nok, for de der forstår".

Undervisning, lektier og søvn
Og netop det med at forstå ord er, hvad det handler om for de, der bliver optaget på den to-årige uddannelse. Efter fire måneders grundlæggende militær- og sergentuddannelse på Sønderborg Kaserne, går det løs med arabiske eller afghanske gloser morgen, middag og aften 20 måne-der i træk på Svanemøllens Kaserne i København, hvor hverdagen byder på otte timers undervisning, otte timers lektielæsning og otte timers hvile. Derefter er de forpligtiget til at blive udstationeret i en international mission i et halvt år.

- Sprogofficererne skal lære et fremmedsprog på et års tid. Niveauet svarer næsten til at tage en sproglige uddannelse på universitetet, hvor det typisk vil tage fem år. Så det er meget koncentreret. Men de lærer altså også 50-100 nye gloser i døgnet, siger Jens, der er sprogelevernes chef under deres ophold i Sønderborg, hvor det i første omgang handler om at gøre eleverne til soldater.

- Selv om sproget er det primære, er de færdiguddannede sprogofficerer ikke blot tolke. De skal løse selvstændige opgaver i de missioner, som de sendes ud til – blandt andet inden for civilt militært samarbejde. Som officerer skal de også have kendskab til militære udtryk og kunne fungere og reagere sammen med andre. Og de skal kunne passe på sig selv. Husk på, at miljøet i Afghanistan og Irak er ekstremt – så jo mere vi kan presse dem til at præstere hernede, des mindre presset bliver de, når de bliver udsendt, siger Jens og tilføjer:

- Når sprogofficererne udstationeres, kan man jo ikke umiddelbart se, om det er en sprogofficer eller en operativ officer fra officersskolen. Derfor er det vigtigt, at eleverne får nogle militære

færdigheder og desuden lærer at føre andre soldater. Vi vil altid kunne gøre dem til bedre soldater, men vi har altså kun to år til rådighed. Men jeg mener også, at vi kan nå at give dem det, der nødvendigt. Det er dog ikke nogen hemmelighed, at det er sproget, der er det vigtigste for dem. Og mange af eleverne har ikke søgt uddannelsen, fordi de synes det er sjovt at gå til soldat. Og slet ikke i regnvejr.

Yngste mand
Blandt de 19 sprogofficersaspiranter på idrætspladsen finder vi Søren B. Vase, der med sine blot 19 år er holdets yngste. Han fik sin studentereksamen for godt et års tid siden.

- Jeg har haft forskellige små-jobs, og havde lyst til at prøve noget andet end den obligatoriske rejse til Australien, som mange tager på efter gymnasiet. Jeg var fristet af officersuddannelsen, men synes at den tager for lang tid. Og så faldt jeg over sprogofficersuddannelsen på nettet. Jeg fik gode karakter i sprogfagene i gymnasiet, og jeg synes, det her er en fed kombination, hvor du båd får en lederuddannelse og lærer et fremmedsprog, som ikke ret mange kan i forvejen – og som du skal bruge i praksis efter uddannelsen, siger Søren B. Vase og tilføjer:

- Måske kan det også gå hen og blive et trinbræt til det, jeg skal beskæftige mig senere i livet. Jeg har overvejet at læse historie eller mellemøstlige studier på uni, og de fag får vi også, når vi senere går i gang med selve sproguddannelsen. Så det ser jeg frem til.

Rigtig mange piger
Det er i slutningen af august og efter kun tre uger i uniform, har de første indtryk knap nok nået at bundfælde sig.

- Det har været nogle lange dage, hvor der hele tiden sker noget nyt. Men jeg synes det er rart, at komme ud og bruge kræfterne i det fri, selv om det godt kan mærkes, at vi er ude hele dagen. Så vi går tidligt i seng. Men vi står også tidligere op, end i hvert fald jeg er vant til, siger Søren med et smil. 

Filosofiske tanker
Blandt de 19 aspiranter er de 13 af dem piger. En af dem er 22-årige N. V. Simonsen. Siden hun fik sin studentereksamen for tre år siden, har hun blandt andet været på to jordomrejser og haft job på et børnehjem i Grønland.

- Jeg skulle i gang med en relevant uddannelse og faldt blandt andet over den her, hvor det tiltaler mig, at jeg kan bidrage til at opnå forståelse og enighed mellem befolkningsgrupper, der er i konflikt med hinanden. Det lyder måske lidt filosofisk, men jeg tror, at kombinationen af at lære sprog og kultur i kombination med noget praktisk og konkret tiltaler mange. Specielt piger som gerne vil prøve sig selv af i en mandeverden samtidig med, at man bevarer sine kvindelige aspekter, siger N. V. Simonsen.

Hun lægger ikke skjul på, at sprogofficersuddannelsen også for hende kan blive et springbræt til et ønskejob, når hun vender hjem fra den obligatoriske udstationering.

- Vi er det første hold elever, der skal lære det afghanske sprog pashto. Det er i sig selv spændende. Og jeg er overbevist om, at det er en uddannelse, som pynter pænt på cV'et. Specielt hvis man som jeg gerne vil arbejde med udvikling - eksempelvis i en nødhjælpsorganisation, siger N.V. Simonsen og tilføjer:

- Jeg vil dog ikke udelukke, at jeg fortsætter med en karriere i Forsvaret. Blot det har noget med sprog at gøre. Det er trods alt det, der trækker, selv om jeg også synes, at den militære uddannelse ude i naturen også er spændende og udfordrende. Lige nu er det hele så nyt, og meget af det militære, vi lærer, er jo helt ukendt for os. Det griner vi en del af, selv om vi tager det seriøst. Det er jo vigtigt, at de militære færdigheder også er i orden.

Alle starter fra scratch
Mens de seks drenge bor tre og tre er pigerne indkvarteret, så der bor fire piger på hver stue.

- Det er helt ok. Og selv om vi er mange piger, er vi ikke så "pigede". Og jeg synes da også, at drengene fylder godt, siger N. V. Simonsen med et smil og tilføjer:

- Der er en rigtig god social tone blandt alle på holdet. Det gode er, at vi alle er samme kaliber og alle er startet fra scratch – ingen er bedre end andre. Udfordringen er, at vi er sammen hele døgnet, og at der trækkes på alle ens evner - såvel sociale, fysiske som boglige. Og selv om jeg glæder mig til at kaste mig over sproget, er det  udsigten til, at jeg skal rive 20 måneder ud af mit liv for at lære det, som skræmmer mig mest lige nu. Man siger jo, at opholdet i København kommer til at handle om undervisning og lektier og intet andet. Heller ikke fritid. Men jeg tror, at det er det hele værd.

At der om to år venter et ophold sammen med de danske styrker i Irak eller Afghanistan skræmmer hverken Søren B. Vase eller N.V. Simonsen. Det er endnu for langt væk.

- Det man hører fra eksempelvis Afghanistan fylder selvfølgelig en del. Men jeg tror dog selve arbejdet kommer til at fylde mere end frygten, når man selv kommer af sted. Når jeg tænker på den kommende udstationering og risikoen, er det i højere grad på grund af mine forældres ængstelse. Hernede har vi så travlt med at lære de nye ting, at tankerne sjældent handler om en udstationering, der skal finde sted om to år. Men udstationeringen er selvfølgelig målet med det hele, siger N.V. Simonsen, inden hun må tilbage til sine kammerater, der stadig bakser med panserværnsvåbnet, skydestillinger og aftræk på Sønderborg Kasernes idrætsplads.
 
 
 
 
 

Fem måneder efter vi første gang mødte de to rekrutter i Sønderborg, kontakter vi dem igen. Det er nu godt en måned siden, de indledte sprogundervisningen på Institut for Sprog på Svanemøllens Kaserne i København.

- Ja det er blevet bogligt nu, og jeg savner faktisk lidt at være soldat. Tiden i Sønderborg var kanon, og personligt blev det en rigtig god tid med rigtig gode lærere. Og jeg føler mig godt uddannet som soldat, selv om man selvfølgelig altid kan lære mere og få mere erfaring. Dermed ikke sagt, at det nu er blevet kedeligt – vi har jo hele tiden være forberedt på, at der ventede en brat overgang til den mere boglige del af uddannelsen. Og det har været sjovt og spændende at stifte bekendtskab med sproget pashto, som der ikke er blevet undervist i før. Men derfor kan man jo godt savne naturen og soldaterlivet i skoven, siger N. V. Simonsen.

Delt i to hold
De 19 elever er i dag delt i to næsten lige store hold, hvor det ene lærer pashto, mens det andet lærer ægyptisk og moderne standard arabisk. Søren B. Svane er på det arabiske hold.

- Jeg kan kun tilslutte mig Simonsens holdning. Jeg savner også allerede de mange timer ude i naturen, som vi hav-de i Sønderborg. Måske har man en tendens til at idyllisere ting, man har overstået, for det var da også hårdt, surt og

træls nogle gange. Men faktisk har det overrasket mig selv en del, at jeg blev så glad for at lære at blive soldat, som tilfældet er. Og egentlig kunne jeg godt have tænkt mig en længere soldateruddannelse. Eksempelvis en værnepligtsuddannelse, inden Sønderborg. Så ville jeg have et bedre praktisk kendskab til de våben og det udstyr, som vi skulle undervise vores kammerater i, og som vi i første omgang måtte lære at kende ved at læse et reglement om våbnet. Men det er jo en prioritering, og mere rutine kan vi jo altid få, siger Søren og tilføjer:

- Også for mig har det været spændende at komme i gang med sproget, selv om det er noget helt andet end det vi lærte i Sønderborg. Sprogundervisningen er lige så koncentreret, som det vi fik fortalt fra starten. Det er en udfordring, for jeg har aldrig før været ude for at blive presset så hårdt på det intellektuelle plan. I starten fik jeg helt ondt i hovedet af alt det vi skulle lære. Så indtil nu lever sprogundervisningen op til det, man fortalte os fra starten: Det er hårdt at lære et nyt sprog på mindre end to år. Men min skepsis over at jeg skulle være sammen med de samme menesker 24 timer i døgnet er væk nu. Vi har et sindssygt godt sammenhold og er et meget harmonisk hold. Og nu bor vi også på enkeltvæ-relser, så der er mulighed for lidt privatliv - det er rigtig godt.