Tekst: Jakob Schultz
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Hærens basisuddannelse – HBU – har i år et rekordstort antal piger, der har valgt at prøve kræfter med basisuddannelsen og gennemgå den fire måneder lange værnepligt
En mand er faldet om. Han skal have hjælp hurtigt for at overleve. Ved hans side sidder Henriette Holm og
tjekker, hvordan manden har det. Hun går straks i gang med at yde førstehjælp og behandle ham. Han stabiliseres og kan nu blive hentet af en ambulance.
En dramatisk situation, som dog kun er en øvelse. Vi er på Aalborg Kaserne. Her er en deling værnepligtige
i gang med deres obligatoriske førstehjælpsprøve.
Et kursus, som man skal igennem som en del af den fire måneder lange HBU.
Hærens basisuddannelse er nutidens værnepligt, hvor man kommer igennem en stribe af øvelser, for at få færten af, hvad det vil sige at være professionel soldat.
Det gælder også for tvillingerne Henriette og Katarina Holm. De er to ud af i alt 45 piger, der siden februar har været på HBU i Aalborg. Det er dobbelt så mange piger som på det forrige hold, og sådan er billedet generelt på alle kasernerne, der har værnepligtige. At være pige og prøve kræfter med militæret er ikke længere noget, som er så fremmedartet som tidligere.
Kun 4 måneder
- Jeg tror, at der er flere piger, fordi det kun er fire måneder man skal være inde. Det kan de fleste overkomme. Og mange er nok blevet klar over, at man kan mere end, man umiddelbart tror. Man skal ikke komme herind uden at have løbet en tur eller trænet lidt. Når man er optaget, får man et brev, hvor der er et løbeprogram, så man ikke er på helt bar bund”, siger Henriette Holm, der sammen med sin søster tilfældigvis endte i samme deling. Men det gør
ikke noget, for tvillingepigerne har altid været vant til at følges ad. De to 20-årige piger har da også begge
haft et ønske om at komme ind til militæret og prøve noget nyt efter tre år i gymnasiet.
- Vi gjorde det for at få en udfordring efter gymnasiet. Egentlig ville vi have et fri år, så i stedet for at arbejde synes vi, at det kunne være sjovt at komme her ind”, siger Katarina Holm, mens Henriette forklarer:
- Vi var i praktik herinde sammen i folkeskolen, og vi synes, det var rigtig fedt, så derfor ville vi gerne prøve det igen. Det var faktisk lidt af et til-fælde, at vi overhovedet var i praktik i militæret i folkeskolen. Vi ville gerne have været i praktik inden for film og skuespil, men det kunne man ikke. Vi skrev så militæret på, fordi vi havde hørt, at det var rigtig godt, fordi der bliver planlagt noget for praktikanterne. Og så endte vi med at komme ind, og det var en stor oplevelse.
Vil afprøve grænser
For Henriette og Katarina var det oplevelserne og udfordringerne, der trak ved værnepligtuddannelsen. Det er væsentligt anderledes end at gå i gymnasiet, men alligevel så mener begge piger, at der er ligheder.
- På en måde er det hele meget mere anderledes, end man forventede og så alligevel ikke. Vi havde regnet med, at det var mere med afstraffelse og at lave armbøjninger, hvis man dummede sig. Jeg havde heller ikke regnet med, at man skulle have mange lektioner med foredrag og teori, siger Henriette. Katarina forklarer:
- Vi troede, at man var ude i felten og overnatte hver uge. Men sådan er det slet ikke. Der er meget mere,
hvor man går i de små detaljer, så man bliver god til det hele. Der er faktisk meget der minder om at gå
i skole, hvor man skal bestå forskellige prøver. Man bliver da også pisket lidt frem, når man skal løbe og bliver presset. Men det er ikke på den måde, man har set i film. Faktisk troede jeg, at der var mere idræt end der er.
Ikke for piget eller pivet
Begge piger er enige om, at deres forventninger til HBU’en er blevet indfriet. Ingen af dem har fortrudt, at de valgte at prøve kræfter med militæret.
- Forsvaret er meget bredt i dag, og når man kommer ud herfra, kan man for eksempel førstehjælp. Der er
også mange, der tager herind for at komme i god form og dyrke motion. Det er en god rytme, som man kommer ind i og det er noget man kan bruge fremover. Man lærer meget. Vi lærer at samarbejde og at have respekt for tingene og give plads for andre. Tonen er faktisk fin, men man skal ikke være for piget eller pivet. Der er ikke nogen der gider høre på, at man har flækket en negl eller at man fryser. Man skal ikke tage et lommespejl med ud i felten – det går ikke, siger Henriette og griner.
Vi fortsætter - tror vi
Tvillingepigerne er så begejstrede for det, som de oplever ved militæret, at de lige nu overvejer at fortsætte på HRU, som er den videreuddannelse, hvor man uddannes til professionel soldat og skal udsendes på en international mission. Henriette og Katarina har dog ikke helt besluttet sig endnu.
- Vi overvejer lidt at fortsætte med HRU og blive i militæret. Familien er dog ret bekymrede for os, fordi vi skal udsendes, hvis vi fortsætter. Det virker da også voldsomt at komme til Afghanistan, siger Katarina, mens Henriette bekymrer sig for, hvad der
kan ske.
- Jeg er da lidt bekymret, fordi man kan komme i en situation, hvor man kan risikere at skulle skyde på en
fjende. Det ved jeg ikke om jeg er parat til psykisk.