En soldat, der vælger at blive professionel og gå konstabelvejen skriver under på, at en udsendelse til en international mission er en del af jobbet. Dan Jensen har været afsted, og selvom han oplevede ting, han aldrig glemmer, vil han gerne sendes ud igen

De kan se røgen stige op i den skyfri himmel mange kilometer derfra. Solen bager ned på den sandede, tørre irakiske jord. I ambulancekøretøjet sidder 21-årige Dan Jensen. Han er konstabel og sygehjælper og har været udstationeret i tre uger. I dag er han for første gang på vej ud til et sted, hvor en vejsidebombe kort tid forinden har spredt død og ødelæggelse. Det ved Dan og de andre allerede, for de er blevet tilkaldt for at komme og rydde op på stedet. Der meldes om et dødsfald. En engelsk soldat har mistet livet. Dagen ville blive et vendepunkt for Dan, som professionel soldat. Han ville opleve en allieret soldat død i det som skulle være en hjælp til en opbygning af det krigshærgede land. Den engelske soldat er sprængt i styk-ker af bomben, og dele af arme og ben er spredt over området. Der skal ryddes op hurtigt. Omkring dem står jublende irakere, og hylder at en soldat har mistet livet. Det er uforståeligt, tænker Dan, der koncentrer sig om opgaven, for jo hurtigere de er færdige, jo hurtigere kommer de væk fra dette kaos.

Afskrækker ikke
Dan Jensen kom hjem til Danmark igen i januar, efter han havde haft tjeneste i Irak i et halvt år. Han ved, at han skal udsendes på en ny international mission om et par år, men det afskrækker ham ikke, selvom oplevelserne i Irak har ændret ham.

”Jeg oplevede mange ting dernede, som jeg ikke havde regnet med jeg ville komme ud for. Jeg er jo sygehjælper, så jeg var med til at samle døde folk op. Jeg havde forberedt mig ved øvelser, hvor jeg havde prøvet at hjælpe folk med småskader eller skudsår, men det er noget helt andet at stå og skulle samle et lig op, der er sprunget i stumper og stykker af en bombe. Det kan man ikke rigtig forberede sig på”, siger Dan Jensen, der blev kastet ud i de uhyggelige situationer med det samme.

Det var lige på og hårdt; ”Når man kommer ud og ser, at der ligger en arm der, et ben et andet sted og resten af kroppen et tredje sted, så kører det jo rundt i hovedet på en. Men jeg forsøgte at huske alt det jeg havde lært og få ro på for at overskue situationen. Vores overordnede hjalp os også meget til at komme igennem situationen bedst muligt, for det er hårdt først gang man er ude”, indrømmer Dan, der har brugt sin familie og venner til at snakke om oplevelserne med.

Han føler ikke, at han har haft brug for at få hjælp fra en forsvarets psykologer, selvom han indrømmer, at han stadig tænker på oplevelserne.

”Man forestiller sig selvfølgelig altid det værste, for det er også det du kommer ud til. Det sidder altid i hovedet, og det vil det altid blive ved med, men jeg har en god familie og venner som jeg snakker med. Det hjælper”, siger Dan og forklarer, at man heller ikke undgår at komme i situationer, hvor man frygter for sit liv.

”Vi var tit ude at samle sårede og døde op, så risikoen for at man selv bliver skudt, det lærer man ikke at tænke på. Man fokuserer på opgaven, men jeg har da været bange, fordi der var nogen der skød efter os. Du bliver anspændt og trykket, når det sker – især første gang. Når sådan noget sker, så snakker man om det, når man kommer tilbage til lejren, og hvis man har behov for det, så kan man snakke med en psykolog eller en præst. Det er rart at have den mulighed, hvis man har behov for at snakke med en under fire øjne”, fortæller Dan.

Dan Jensen og Brian Albertsen er begge klar over, at en udsendelse kan byde på oplevelser, som kan præge ens psyke og føre til krise. Men de er begge parate til udfordringen.

Præger psyken
En situation hvor man får psykiske problemer i forbindelse med en oplevelse på en udstationering kan komme når som helst. Også når man kommer tilbage til Danmark til sit normale liv, hvor alt er anderledes end det har været de seks måneder, hvor man har befundet sig i en farlig situation i et fremmed land.”Kontrasten er sort/hvid, når man kommer hjem dernede fra. Man skal lige vænne sig til, at man bare kan gå ind i supermarkedet, uden der sker noget, og at man ikke skal holde øje med snigskytter eller risikere at en vejsidebombe sprænger. Det er ret underligt, når man har været ude i seks måneder og konstant har været opmærksom på de forskellige farer”, siger Dan og forklarer:

”Jeg tænker stadig på det jeg har oplevet. I starten, da jeg var kommet hjem, der prægede det mig meget, at jeg havde set så mange forfærdelige ting. Man tænker også på, at man selv er kommet hjem, og dem der er døde aldrig kommer hjem til deres familier. Man spørger sig selv, om man kunne have gjort mere, så de også var kommet hjem. Man får faktisk dårlig samvittighed. Det skal man prøve at komme over”.

Dan Jensen oplever også, at de ting han har set, stadig stikker sit grimme fjæs frem en gang imellem. Han forstår dog, at han skal tackle det i stedet for at få det dårligt over det.

”Billederne kommer op i hovedet på en, og det vil de blive ved med. Man får da også den tanke, at det hele er meningsløst, når Irakerne ikke ønsker hjælpen. Hvis man står og samler et lig op af en soldat, og der står en hel flok irakere rundt om og jubler, så kan man kun synes, at det hele er meget meningsløst. Men jeg vil stadig gerne af sted igen. Jeg er ikke blevet skræmt, og jeg mener, jeg er med til at gøre en forskel, selvom det nogle gange kan virke meningsløst”, siger Dan og kigger på Brian Albertsen, der også er konstabel.