Udstationeret i en krigszone

En soldat, der vælger at blive professionel og gå konstabelvejen skriver under på, at en udsendelse til en international mission er en del af jobbet. Dan Jensen har været afsted, og selvom han oplevede ting, han aldrig glemmer, vil han gerne sendes ud igen

 

De kan se røgen stige op i den skyfri himmel mange kilometer derfra. Solen bager ned på den sandede, tørre irakiske jord. I ambulancekøretøjet sidder 21-årige Dan Jensen. Han er konstabel og sygehjælper og har været udstationeret i tre uger. I dag er han for første gang på vej ud til et sted, hvor en vejsidebombe kort tid forinden har spredt død og ødelæggelse. Det ved Dan og de andre allerede, for de er blevet tilkaldt for at komme og rydde op på stedet. Der meldes om et dødsfald. En engelsk soldat har mistet livet. Dagen ville blive et vendepunkt for Dan, som professionel soldat. Han ville opleve en allieret soldat død i det som skulle være en hjælp til en opbygning af det krigshærgede land. Den engelske soldat er sprængt i styk-ker af bomben, og dele af arme og ben er spredt over området. Der skal ryddes op hurtigt. Omkring dem står jublende irakere, og hylder at en soldat har mistet livet. Det er uforståeligt, tænker Dan, der koncentrer sig om opgaven, for jo hurtigere de er færdige, jo hurtigere kommer de væk fra dette kaos.

Afskrækker ikke
Dan Jensen kom hjem til Danmark igen i januar, efter han havde haft tjeneste i Irak i et halvt år. Han ved, at han skal udsendes på en ny international mission om et par år, men det afskrækker ham ikke, selvom oplevelserne i Irak har ændret ham.

”Jeg oplevede mange ting dernede, som jeg ikke havde regnet med jeg ville komme ud for. Jeg er jo sygehjælper, så jeg var med til at samle døde folk op. Jeg havde forberedt mig ved øvelser, hvor jeg havde prøvet at hjælpe folk med småskader eller skudsår, men det er noget helt andet at stå og skulle samle et lig op, der er sprunget i stumper og stykker af en bombe. Det kan man ikke rigtig forberede sig på”, siger Dan Jensen, der blev kastet ud i de uhyggelige situationer med det samme.

Det var lige på og hårdt; ”Når man kommer ud og ser, at der ligger en arm der, et ben et andet sted og resten af kroppen et tredje sted, så kører det jo rundt i hovedet på en. Men jeg forsøgte at huske alt det jeg havde lært og få ro på for at overskue situationen. Vores overordnede hjalp os også meget til at komme igennem situationen bedst muligt, for det er hårdt først gang man er ude”, indrømmer Dan, der har brugt sin familie og venner til at snakke om oplevelserne med.

Han føler ikke, at han har haft brug for at få hjælp fra en forsvarets psykologer, selvom han indrømmer, at han stadig tænker på oplevelserne.

”Man forestiller sig selvfølgelig altid det værste, for det er også det du kommer ud til. Det sidder altid i hovedet, og det vil det altid blive ved med, men jeg har en god familie og venner som jeg snakker med. Det hjælper”, siger Dan og forklarer, at man heller ikke undgår at komme i situationer, hvor man frygter for sit liv.

”Vi var tit ude at samle sårede og døde op, så risikoen for at man selv bliver skudt, det lærer man ikke at tænke på. Man fokuserer på opgaven, men jeg har da været bange, fordi der var nogen der skød efter os. Du bliver anspændt og trykket, når det sker – især første gang. Når sådan noget sker, så snakker man om det, når man kommer tilbage til lejren, og hvis man har behov for det, så kan man snakke med en psykolog eller en præst. Det er rart at have den mulighed, hvis man har behov for at snakke med en under fire øjne”, fortæller Dan.

Præger psyken

Dan Jensen og Brian Albertsen er begge klar over, at en udsendelse kan byde på oplevelser, som kan præge ens psyke og føre til krise. Men de er begge parate til udfordringen.

Præger psyken
En situation hvor man får psykiske problemer i forbindelse med en oplevelse på en udstationering kan komme når som helst. Også når man kommer tilbage til Danmark til sit normale liv, hvor alt er anderledes end det har været de seks måneder, hvor man har befundet sig i en farlig situation i et fremmed land.”Kontrasten er sort/hvid, når man kommer hjem dernede fra. Man skal lige vænne sig til, at man bare kan gå ind i supermarkedet, uden der sker noget, og at man ikke skal holde øje med snigskytter eller risikere at en vejsidebombe sprænger. Det er ret underligt, når man har været ude i seks måneder og konstant har været opmærksom på de forskellige farer”, siger Dan og forklarer:

”Jeg tænker stadig på det jeg har oplevet. I starten, da jeg var kommet hjem, der prægede det mig meget, at jeg havde set så mange forfærdelige ting. Man tænker også på, at man selv er kommet hjem, og dem der er døde aldrig kommer hjem til deres familier. Man spørger sig selv, om man kunne have gjort mere, så de også var kommet hjem. Man får faktisk dårlig samvittighed. Det skal man prøve at komme over”.

Dan Jensen oplever også, at de ting han har set, stadig stikker sit grimme fjæs frem en gang imellem. Han forstår dog, at han skal tackle det i stedet for at få det dårligt over det.

”Billederne kommer op i hovedet på en, og det vil de blive ved med. Man får da også den tanke, at det hele er meningsløst, når Irakerne ikke ønsker hjælpen. Hvis man står og samler et lig op af en soldat, og der står en hel flok irakere rundt om og jubler, så kan man kun synes, at det hele er meget meningsløst. Men jeg vil stadig gerne af sted igen. Jeg er ikke blevet skræmt, og jeg mener, jeg er med til at gøre en forskel, selvom det nogle gange kan virke meningsløst”, siger Dan og kigger på Brian Albertsen, der også er konstabel.

 

I modsætning til Dan, har han aldrig været udsendt, og ved ikke præcis hvad der venter ham. Brian er i kamptropperne og helt fremme i frontlinjen, hvor kampene finder sted.

”Jeg er afklaret med familien om, hvad der kan risikere at ske. Jeg er selvfølgelig lidt skræmt over at høre om de ting, der sker, men jeg føler jeg er parat, og at det er en del af det. Jeg mener at min uddannelse gør mig rustet til det”, siger 25-årige Brian Albertsen, der skal ud-sendes om to år.

”Jeg håber, at jeg kan tackle, det der kan ske. Det jeg er mest nervøs for, er at komme til at stå overfor et andet menneske og skulle trykke på aftræk-keren. Det kan man ikke helt træne sig til, så det er da noget, jeg frygter, fordi man ikke aner, hvordan man vil reagere. Men der kan også ske noget i det civile liv, som man ikke er parat til, og der vil man også kunne tage imod tilbud om krisehjælp. Det er ikke tabu længere at bede om hjælp”, siger han.

FAKTA

Alt ændrer sig
Når man sendes ud til tjeneste i international mission, er det en udfordring og en oplevelse. Man skal forholde dig til en række nye og ukendte ting. Samtidigt kommer du ud for meget spændende, men også for situationer, der kan være belastende.

Det er almindeligt, at der kommer reaktioner som følge af oplevelser og hændelser under udstationeringen. Mange erfaringer har vist, at selv om man er en dygtig og veltrænet soldat, kan der komme psykiske reaktioner, når man udsættes for belastende situationer og arbejde under pres. Det påvirker én – på måder, man ikke er vant til. Også familien er udsat for pres, og det kan være svært at få det hele til at fungere.

Forsvaret har udgivet tre pjecer om udsendelse og de psykiske problemer, der kan opstå. De kan downloades på www.forsvaret.dk

________________

Kræver forberedelse

Forsvarets psykolog Sten Kruse Blinkenberg understreger, at den grundige forberedelse og uddannelse er det mest væsentlige, for at kunne klare presset på en udsendelse. Men alle kan få reaktioner uanset, hvor godt forberedt de er.

Forsvarets krisehjælps vagttelefon på Svanemøllens Kaserne er stedet, hvor man kan ringe hen, hvis man får psykiske problemer efter man har været udsendt på en international mission, eller hvis man har spørgsmål, inden man skal udsendes. Det er her, man kan få den vigtige hjælp for at komme videre, hvis man har været igennem store kriser og uhyggelige situationer på sin udsendelse.

Og alle – uanset, hvor stærke de selv mener, at de er – kan få problemer, understreger Sten Kruse Blinkenberg.

”Uddannelsen er med til at gøre en i stand til at klare de situationer, der måtte opstå. Men man kan aldrig med sikkerhed sige, hvordan man reagerer, hvis man kommer ud for en krisesituation, der handler om liv eller død. Det er umuligt at forudse, og reaktionen kan også komme lang tid efter, siger Stren Kruse Blinkenberg og forklarer:

”Det er vigtigt at tale med kæresten, konen, familien og vennerne. Jo stør-re netværk man har des bedre. Når man er ude på en mission er det alvor, og det handler i høj grad om at kunne tackle ekstrem stress på den bedst mulige måde. Man kan blive styrket af at kunne klare så svære opgaver, og sådan vil nogle have det. De vil se på det med professionelle øjne og opdage, at de bliver styrket, fordi de klarer opgaven som professionel på den bedste tænkelige måde. Men det kan altså også være, at man bliver udsat for no-get, som man ikke selv kan tackle”.

Psykologen henviser til, at man heller ikke ved, hvordan man vil reagere, hvis man involveres i en trafikulykke.

”Det er samme stress, man udsættes for. Man ved ikke om man går i panik eller kan kontrollere situationen. Professionelle soldater er uddannet til at kunne håndtere situationen, men derfor kan der komme eftervirkninger - også når man er kommet hjem igen”, siger Sten Kruse Blinkenberg.

FAKTA

Krisevagttelefonen
Vagthavende psykolog ved Institut for Militærpsykologi kan kontaktes, hvis man har et problem.

Inden for normal arbejdstid(9-15):
Ring til Svanemøllens Kaserne på tlf.nr.: 39 15 19 00 og bed om at tale med vagthavende psykolog.

Uden for normal arbejdstid:
Træffes Forsvarets vagthavende psykolog på tlf.nr.: 40 78 77 30