Tekst og foto: Morten Fredslund
Den nye reaktionsstyrkeuddannelse, der forbereder danske soldater til internationale missioner, får karakteren “godkendt” af de første soldater fra uddannelsen, som nu befi nder sig i Irak
Den 1. februar 2005 besøgte Upfront det første hold soldater, der tog hul på den nye fi re måneders værnepligt, Hærens Basisuddannelse, HBU, på Dragonkasernen i Holstebro. Nu, godt halvandet år efter, møder vi et par soldater fra HBU-holdet i Irak, hvor de siden februar i år har gjort tjeneste i den danske bataljons spejdereskadron. Inden soldaterne landede i Irak, gennemførte de den ligeså nye overbygning; den otte-måneders reaktionsstyrke-uddannelse, HRU, som skal ruste soldaterne til international tjeneste – en uddannelse, som får det
blå stempel af de to soldater, Troels Øland og Nick Azmei, som vi møderunder en rutinemæssig eskorteringsopgave i det danske ansvarsområde.
- Allerede inden jeg mødte på HBU, var det min intension, at jeg ville udstationeres. Min bror har været udsendt to gange, og jeg har altid syntes, at det lød utroligt spændende. Så jeg blev alvorligt skuffet, da værnepligten blev skåret ned fra otte til fi re måneder. Jeg var derfor ikke længe om at beslutte
mig for, at jeg ville fortsætte på reaktionsstyrke-uddannelsen efter de første fire måneders værnepligt, fortæller Troels, der i Irak sider bag rattet i en af
spejdereskadronens pansrede mandskabsvogne,
Piranha.
Fodboldmagasiner
og kuglepenne
Vi møder ham, mens han er sat til at holde vagt ved spejderdelingens køretøjer på en støvet parkeringsplads, hvor nysgerrige irakere – især børn – kommer hen til de danske soldater for at hilse på eller forsøge at få fingre i noget af merchandising i form af fodboldmagasiner og kuglepenne, som spejderne næsten altid har med i køretøjerne.
- På den fire måneders HBU synes jeg heller ikke, at vi kom nok i felten. Først da vi indledte HRU’en begyndte vi for alvor på den “grønne” uddannelse,
som gjorde os til rigtige soldater. Førstblev vi uddannet i det at være spejder, og senere gik vi så i gang med et forløb, der specifi kt var målrettet mod en indsættelse i en international mission, siger Troels og tilføjer, mens han rækker et par livlige unger et par arabisksprogede fodboldmagasiner:
- Men HRU’en gav os først og fremmest rutinerne i det at være soldat – alt det basale, som tidligere lå i sidste halvdel af den gamle værnepligt. Og det er afgørende færdigheder, for det vigtigste er jo, at vi skal kunne kæmpe, hvis det bliver nødvendigt.
Min bil – min øjesten
Hærens reaktionsstyrkeuddannelse, som er den korrekte, men lange, betegnelse for HRU er på otte måneder, hvor soldaterne målrettet uddannes mod at skulle indsættes i en specifik, navngiven mission. Men for det første HRU-hold gik der et stykke tid, inden det lå fast, at det var et ophold i Irak, som ventede forude. - Der manglede et politisk mandat til
forlængelse af missionen, så vi vidste ikke med sikkerhed, at vi skulle til Irak, før tre måneder før afrejse. Og da vi var det første HRU-hold, blev der også lavet en del om på uddannelsen undervejs.
Desuden manglede vi de rigtige køretøjer, så al træning foregik i GD’ere (åbne Mercedes firehjulstrækkere, red.) i stedet for i de pansrede Piranhaer, som vi først fik et ordentligt kendskab til, da vi kom herned. Men det var også de eneste minus’er, og generelt var uddannelsen i orden og grundig, så vi var rigtig godt rustede, da vi kom herned. Så hvis jeg skal give karakter tl HRU, vil jeg sige “Godkendt” – uddannelsen var i hvert fald ikke utilstrækkelig i forhold til at vi kan løse vores opgave, fortæller Troels, der vil søge ind som pilot i flyvevåbnet til efteråret.
- Jeg har også tænkt på at tage en tørn i Afghanistan, men jeg har længe haft en drøm om at blive pilot, selv om det jo ikke ligefrem er nemt at slippe gennem nåleøjet. Men jeg giver det lige en chance, når jeg er vendt hjem, siger 22-årige Troels, mens vi søger skygge ved Piranhaen, der står med åben bagklap og venter på syv passagerer, som spejderdelingen har fragtet til en lokal politistation, hvor de skal overvære uddannelsen af det lokale politi.
- 69.024 er min bil – min øjesten, siger Troels med et stort smil og et henvisende nik til Piranhaens nummerplade.
Fire måneder var ikke nok
På toppen af den sandfarvede Piranha sidder Nick Azmei bag det tunge maskingevær, som er køretøjets vigtigste våben. Nick er geværskytte, og indledte
ligesom Troels sin militære karriere den 1. februar 2005 i Holstebro.
- Jeg valgte at fortsætte på HRU’en i sidste øjeblik. Da vi nærmede os afslutningen på den fire måneders HBU, syntes jeg ikke rigtig, at det havde givet mig et ordentlig kendskab til det atvære soldat på godt og ondt. Og nu havde vi lige fået printet ind, og vænnet
os til, hvordan soldaterlivet var, og så skulle vi ud af systemet igen. Fire måneder var ligesom ikke nok, siger Nick og tilføjer:
- Jeg har også nogle venner, som dengang var i Kosovo og Irak, og det, de fortalte om deres oplevelser, ville jeg da gerne selv prøve – gøre mine egne erfaringer. Derfor valgte jeg at fortsætte.
Ligesom Troels peger Nick på, at manglen på de rigtige køretøjer under uddannelsen i Danmark var en svipser, han gerne havde været foruden.
- Jeg havde aldrig siddet bag et maskingevær i et tårn før jeg kom herned. Det ville jeg gerne have haft noget erfaring med, inden det blev alvor. Det er jo alvor, når først man er her, og min uddannelse som geværskytte på det tunge maskingevær blev derfor skarp træning. Men når man ser bort fra det lille minus, så kom vi i løbet af HRU igennem alle de standarder, som vi bruger hernede. Og i slutningen af uddannelsen følte jeg også, at det hele var på plads. Det har også vist sig, at de indlærte standarter og procedurer virker hernede – så det vi kom igennem
på HRU er tilstrækkeligt, siger 21-årige Nick.
Learning by doing
Både han og Troels understreger dog, at der er to faktorer, som betyder rigtigt meget for, at de i dag føler sig godt rustet til at løse de krævende opgaver i
Irak: Rutinen og erfarne kollegaer.
- Tiden hernede har været rigtig spændende. Jeg er er blevet mere selvstændig og har fået masser af erfaring på rekordtid. Det har selvfølgelig også
kedeligt af og til, men der er absolut flest plusser, selv om de mange vejbomber og stammekrigene mellem de forskellige klaner af og til kan gøre det lidt for spændende at køre rundt i området. Men det er jo en del af jobbet – et job, du først rigtig lærer,
når du er kommet herned. For selv om man træner, og øver sig i en uendelighed under HRU’en derhjemme, ja så kan man først rigtig sætte sig ind i,
hvordan det er hernede, når man selv står midt i det. Så rutinen er afgørende, siger Troels og tilføjer:
- Det samme gælder de kollegaer, der har flere år på bagen og, som har været udsendt fl ere gange før. De er gode at lytte til, når der opstår situationer, som man ikke lige har forudset. Så det er optimalt, at vi kan trække på de erfarne kræfter – især i starten af udstationeringen.
En rigtig beslutning
- Ja, der er bestemt meget, du først lærer hernede. Og selv om der er stor forskel på os, når det handler om alder og erfaring, så er det ikke noget problem.
Tværtimod er det fint at have nogle erfarne kollegaer at trække på, tilføjer Nick, der ikke er i tvivl om, at hans beslutning om at fortsætte på HRU var den rigtige:
- Det har været en fed tid, hvor jeg er blevet meget mere selvstændig og lært mine egne grænser at kende. Der har selvfølgelig også været dårlige tider –
men dem kan man jo kun grine ad senere i livet. Og selv om jeg først besluttede mig for at melde mig til HRU lige før jeg afsluttede HBU’ens første fire måneder, så var det klart det rigtige valg. Jeg er glad for at jeg skiftede mening. Også selv om man aldrig vænner sig til varmen hernede – vi har virkelig lært at svede – eller den fattigdom, som vi støder på, næsten uanset, hvor vi kører hen. Men så er det godt, at vi har alle de glade børn at se på. De er et lyspunkt, selv om de også kan være irriterende af og til, siger Nick og nikker i retning af hoben af ivrige, storsmilende, irakiske unger som er stimlet sammen ved Piranhaerne, og næsten bruger alle kneb i håbet om at score et glitteret fodboldmagasin.
Holder hinanden i ørerne
Gæsterne er ved at vende retur fra politistationen, og de to konstabler begynder at kunne se en ende på ventetiden. Mens de så småt begynder at gøre klar til afgang, når de lige at kommentere en anden væsentlig erfaring, som de begge har gjort sig under opholdet i Irak.
- Vores sammenhold og kammeratskab er noget helt specielt. Vi er jo sammen hele tiden. Vi kører sammen, arbejder sammen, bor, spiser og sover sammen. Det bliver helt underligt at undvære, når vi kommer hjem. Men hernede betyder det selvfølgelig, at man sgu’ er nødt til at rydde op. Der er selvfølgelig nogle småskænderier en gang imellem, men det kan ikke undgås, når man bor tre mand i en container.
Men hvis én er negativ, smitter det hurtigt af på de øvrige, så det gælder om at holde humøret højt, siger
Troels, inden han kryber ind bag rattet i Piranha 69.024.
- Ja, vi bliver nødt til at holde hinanden i ørerne, ellers kommer buffen hurtigt til at ligne en svinesti. Der er ikke meget privatliv, men vi har jo også kendt
hinanden siden vi startede på HRU for længe siden. Og det kammeratskab fortsætter uden tvivl også, når vi er kommet hjem, hvor jeg er sikker på, at vi fortsat vil holde kontakt til hinanden, tilføjer Nick inden, han kravler op bag det tunge maskingeværet på toppen af Piranhaen. Klar til afgang.