Tekst: Morten Fredslund
Foto: Birgitte Rødkær
De allerførste soldater, der har gennemført den ny, korte værnepligt og efterfølgende reaktionsstyrke- uddannelse, er nu sendt til Irak. Upfront satte et par af dem stævne i Oksbøl kort før afrejse
"Dessert Dragoons", står der på de to soldaters grønne t-shirts. De to ørkendragoner hedder Jonas og Martin. Er henholdsvis 20 og 21 år og skulle oprindeligt have aftjent ti måneders værnepligt på kasernen i Skive. Men politikerne ville det anderledes, og i stedet blev de to soldater nogle af de allerførste, som gennemførte den fire måneder lange Hærens Basisuddannelse, HBU og efterfølgende meldte sig til reaktionsstyrkeuddannelsen på otte
måneder med henblik på en udstationering.
- De nye beredskabsfag som førstehjælp og brandbekæmpelse synes jeg fyldte meget under HBU'en, mens de deciderede militære discipliner var
trukket i baggrunden. Så hvis man havde sat næsen op efter fire måneder med masser af militære discipliner, kunne man let blive skuffet, siger Jonas
Sørensen og kollegaen Martin Aggerholm supplerer:
- Man kunne godt mærke at det hele var nyt, og man havde sat den militære uddannelse i baggrunden, for at give plads til de nye fag. Men jeg synes alligevel HBU'en var en oplevelse, selv om man godt kunne komme i tvivl om det var en militæruddannelse eller en uddannelse i Beredskabskorpset, man var i gang med.
Klar på 15 minutter
Vi har trukket de to konstabler ud af deres vagturnus på ti-mandsstuen i Oksbøllejren. Her indgår de i et såkaldt Rhino-beredskab, hvor de skal være klar til at rykke ud i deres pansrede mandskabsvogn, PMV, inden for 15 minutter, hvis der opstår episoder som led i den allersidste øvelse inden afrejsen til Irak.
Det er nøjagtig et år og én dag siden de blev indkaldt til basisuddannelsen på Skive Kaserne. Efter de fire måneder fulgte otte måneders frivillig reaktions- uddannelse, og nu har Martin og Jonas skrevet en korttidskontrakt for de seks måneder, hvor de skal være udstationeret i Irak.
- Jeg har altid gerne villet udsendes, og da jeg jo egentlig havde afsat ti måneder til soldater-tjansen, virkede fire måneder som en meget kort periode - selv om de var spændende nok. Og da jeg så fik at vide, at det var Irak vi skulle uddannes til under HRU'en synes jeg det lød vildt spændende – noget jeg måtte prøve, siger Martin, der inden indkaldelse til hæren arbejde som salgsassistent i Føtex.
- Altså nu er lønnen som konstabelelev under HRU jo også højere end den, som man får under den indledende HBU, smiler Jonas og tilføjer:
- Men midt under HBU'en fandt jeg ud af, at det her faktisk er spændende. Og så opbygeer man et rigtig godt kammeratskab herinde i hæren. Og det betyder jo også noget.
Fokus på Irak
De to konstabler fortæller, at der lige fra første dag på den nye overbygning, HRU, blev fokuseret på Irak.
- Så det er temmelig lang tid, vi har haft fokus på det vi skal ned og lave, siger Jonas, der skal være skytte på det lette støttevåben på den pansrede mandskabsvogn.
- I forhold til HBU er reaktionsuddannelsen langt mere militær, og i starten var det lige før man troede, at man skulle uddannes til at være klar til den dag russerne kommer. Men der kom meget hurtigt fokus på missionen i Irak, og jeg tror vi i løbet af det seneste år kun har gravet tre skyttehuller. Så russerne kommer nok ikke alligevel, tilføjer Jonas med et smil.
Han fortæller, at der under HBU'ens første fire måneder var en masse restriktioner, som pludselig blev ophævet, da man gik i gang med overbygningen.
- Eksempelvis måtte vi ikke marchere ret langt eller grave stående skyttehuller. Men det blev der lavet om på, siger Jonas.
- Basisuddannelsen var meget møntet på at lære os ting, som vi skal kunne bruge civilt. Det er også ok. Men hvis man som de fleste af os havde regnet med at nu skulle vi lære at forsvare os, ja så virkede det lidt underligt, at blot skulle slæbe sandsække, når et kraftværk blev angrebet i stedet for at besvare
ilden, siger Martin og tilføjer:
- Under HBU var det ligesom vi lærte at banke på og sige: "Det er det danske forsvar, må vi forstyre et øjeblik".
Under HRU'en derimod lærte vi at sparke døren ind og kaste to håndgranater, før vi spørger om noget som helst. Og under den afsluttende uddannelse har vi så trænet den gyldne middelvej - nu er det lige før vi banker på igen.
Oksbøl blev til Bashra
Der er få dage til, at de to soldater rejser til Irak, og nu er de i gang med den sidste finpudsning af de militære færdigheder sammen de øvrige cirka 450 soldater i den danske bataljon, DANCON/Irak.
Den såkaldte missionsorienterede uddannelse afslutter et længere øvelsesforløb, hvor bataljonens soldater har trænet alle tænkelig og utænkelige discipliner, som soldater vil kunne blive konfronteret med under det seks måneder lange ophold i Irak.
Øvelsen finder sted i Oksbøllejren, som til lejligheden er omdannet til en kopi af det danske missionsområde i Bashra-provinsen. Dog må soldaterne undvære den tørre luft, den brændendesol og de ca. 50 graders varme, som vil være daglig kost, når Jonas, Martin og de andre soldater afløser deres kolleger i Irak.
Derimod fungerer Oksbøllejrens bygninger som den danske lejr, Camp Danevang med vagtposter, pigtrådsruller og adgangskontrol, og området er fyldt med arabisk talende sheiker og beduiner med hvide kjortler, rød-hvide palæstinenser-tørklæder og solbriller –et set-up, som gør øvelsen særdeles realistisk.
- Vi kører ud fra lejren til incidents, der opstår i området. Nøjagtig som man gør det dernede. Og så har vi haft meget bykamp på det sidste, siger Jonas
og tilføjer:
- Det gode er, at de afsluttende øvelser slet ikke er urealistiske. Vi ved ikke, hvad der sker undervejs.
Skal vi i ildkamp, køre eskorte eller på patrulje? Ingen kender til, hvad det vil bliver kaldt ud til i vores PMV'er kan udvikle sig til. Det er gør øvelsen her meget realistisk.
Nu er det nu
Bataljonen har gennemført en lignende øvelse tidligere i mindre målestok, som soldaterne fik tilbagemeldinger på.
- Det her er jo en slags eksamen, hvor øvelsen gennemføres i lidt større sammenhæng. Og da de sidste otte måneders uddannelse har været målrettet
mod missionen i Irak føler jeg ikke, at jeg har mindre erfaring end de soldater, der er taget derned med den tidligere værnepligt i bagagen.
Jeg ville godt have været i praktik ude på en skadestue, men ellers føler, jeg at jeg er tilstrækkelig uddannet. Der er ikke mere vi kan øve, og nu er det nu. Jeg tror alle glæder sig til at komme af sted, siger Martin, som skal arbejde som sygehjælper på PMV'en.
- Jamen jeg er da også klar. Som skytte når man også en grænse for, hvad du kan lære når du adskillige gange har været igennem alle PMVens våbentyper.
Nu begynder vi at køre lidt rundt i de samme rutiner, og jeg er helt klar nu.
Men de rigtige rutiner får vi først, når vi er landet i Irak og har fungeret skarpt i vores funktioner et stykke tid.
Uanset hvor meget vi øver os i at reagere så realistisk som muligt, vil en øvelse aldrig kunne erstatte virkeligheden. Men kun lære os hvordan, vi skal forholde os overfor den, siger Jonas, inden de to konstabler må tilbage til Rhino-beredskabet på ti-mandsstuen.