Tekst: Jakob Schultz
Foto: Ulrik Samsøe Figen
26-årige Christine Marie har været udsendt som sprogofficer til Irak. Det var en stor tilfredsstillelse, hvor hun oplevede at være med til at yde en stor hjælp til lokalbefolkningen
Det var egentlig et tilfælde, der gjorde, at Christine Marie Poulsen blev udsendt til Irak. Hun havde nemlig ikke overvejet udsendelse, da hun i 2002 blev optaget på Institut for Sprog og begyndte på uddannelsen til sprogofficer på den arabiske linje. Dengang var eleverne ikke forpligtet til at skrive under på, at de efter endt uddannelse skulle sendes ud på en international mission.
”Til samtalen var udsendelse et emne, der blev berørt, men det var ikke noget, som jeg havde specielt meget lyst til,” fortæller Christine Marie Poulsen. Hun fokuserede på sproget og var parat til de nye udfordringer på skolebænken efter hun siden 2000 havde været i Forsvaret, hvor hun også havde taget sergent-uddannelsen. Hun syntes, at uddannelsen til sprogoffi cer var et naturligt skridt at tage for at prøve noget nyt og samtidig lære et nyt sprog og en ny kultur at kende.
- Det var hårdt, og der skulle lægges meget arbejde i det. Terperi er en del af det, og sproget bliver brugt hver dag. Men man skal kunne klare presset med de mange lektier. Det, der er tilfredsstillende, er, at der er pay off med det sammen, for man kan mærke forbedringen fra den ene dag til den anden, hvor man kan sige helt nye sætninger. Det er ret banebrydende for én, at man kan lære et sprog, så hurtigt, siger Christine Marie Poulsen.
Skiftede mening
Efter at hun blev uddannet i 2004 var hun i februar måned i Oksbøllejren på en missionsorienteret uddannelse, hvor de soldater, der skal til Irak, er på en øvelse, der efterligner forholdene i Irak totalt. Det var på denne øvelse, at Christine fik en ny fornemmelse i maven og begyndte at overveje, om hun måske skulle bede om udsendelse alligevel.
- Jeg var faktisk ikke udtaget på det tidspunkt, for de havde valgt fire andre sprogofficerer, der skulle af sted med det næste hold til Basra. Men efter øvelsen kunne jeg mærke i min krop, hvordan det var at opleve det sammenhold, der var under øvelsen. Jeg kunne mærke, at jeg fi k lyst til at prøve enudsendelse, men jeg var alligevel ikke helt sikker, fordi jeg også skulle væk fra min kæreste og familien. Jeg gik og puslede med det i et par uger, og så smed jeg bomben overfor familien, der blev meget overrasket, fordi det slet ikke var noget, som jeg havde talt om tidligere, siger Christine Marie, der kom af sted hurtigere end hun havde troet. En af de fire officerer, der var valgt ud, ønskede ikke at blive udsendt alligevel, og så kom Christine Marie med i stedet.
- Jeg synes, at det var forkert at stoppe uden at have prøvet uddannelsen af i praksis. Det var fedt at komme ud ogprøve det, som man er uddannet til. Min kæreste har selv været i Kosovo, så han kunne godt forholde sig til det, men min familie var meget bekymrede, selvom de ikke lod mig det vide, siger hun.
Den endelige eksamen
I Irak blev Christine Marie og de tre andre sprog-officerer, som hun havde gået i klasse med på sproginstituttet, kastet ud i de opgaver, som de havde øvet sig i hjemme på skolebænken. Det var her, at den endelige eksamen skulle gennemføres og sproget bruges som bindeled mellem lokal-befolkningen og de danske soldater.
- Det var en stor tilfredsstillelse. Det var to år siden jeg startede på sproginstituttet, og jeg kunne ikke et ord dengang. Det føltes fantastisk, at man kan lære
sproget på to år. Det var ret mærkeligt, når nogle af de lokale spurgte, om jeg var halvt libaneser. Så finder man ud af, at man faktisk har lært sproget rigtig godt,” siger Christine Marie Poulsen og forklarer:
- Den faglige stolthed kommer med det samme, for hvis jeg ikke havde været med som tolk, så kunne de lokale irakere ikke kommunikere med soldaterne. Man opfatter sig som et medie, for der er ikke ret mange, der kan engelsk, og det er en fascinerende oplevelse.
En stor oplevelse
Det halve år i Irak blev en oplevelse, som Christine Marie ikke ville være foruden i dag, selvom hun ikke ønsker at blive udsendt igen, men nu fokuserer på en helt anden type uddannelse - æstetik og kultur – på Århus Universitet.
- Jeg vil ikke udsendes igen på grund af familien. Jeg fandt først ud af, hvor bekymrede de havde været, da jeg kom hjem igen, så det vil jeg ikke udsætte dem for igen. Men jeg har haft rigtig mange gode oplevelser i Irak. Jeg oplevede taknemmelighed og glæde, men også frustration. Jeg kan godt forstå irakernes frustration, men alligevel så fylder glæden rigtig meget, selvom de lever på en måde, som ingen danskere kan forestille sig. Det er med til at sætte tingene i relief, når man ser, hvordan de lever og så alligevel er glade, siger Christine Marie Poulsen. Hun fortæller, at man skal have en vis portion mentalt overskud for at mødes med de mange mennesker hver dag og håndtere de oplevelser, som de går igennem.
- Man skal være meget bevidst om sin funktion som tolk, men det er samtidigt også taknemmeligt at være tolk. Du er selv lidt på afstand og undgår at lægge følelser i det, fordi din opgave er at tolke. På den måde er det ikke følelsesmæssig hårdt i situationen, fordi man er så fokuseret på sproget. Man møder mange menneskelige skæbner, men som tolk, får du en distance, som på en eller anden måde kommer naturligt, forklarer Christine Marie, der forestiller sig, at hun kommer til at bruge sin sproguddannelse senere.
- Jeg vil gerne arbejde med integration. Jeg ved ikke helt hvordan. Det jeg læser nu, passer ind, for det handler om kunst, kultur og relationer mellem kunstværket og den, der kigger på det. Det er et af de spring, jeg har gjort. Jeg prøver at kombinere de ting, der appellerer til mig, og ser så hvor det fører mig hen. Men jeg kan godt forestille mig, at min fremtid er et sted i Forsvaret,” siger hun.