Gennem ild og vand... 

Tekst: Jakob Schultz
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Jægerkorpset er stedet, hvor den ultimative specialsoldat
uddannes og trænes til opgaver i verdens brændpunkter


Der er minus tre grader og sneen er ti centimer dyb i Tingskoven, nordvest for Aalborg. Det er her, at et hold kursister er i gang med første prøvelse hen i mod en optagelse i Jægerkorpset. Prøvelsen er et otte uger langt patruljekursus, hvor en række grundlæggende færdigheder skal på plads, for at kursisterne har en mulighed for at gå videre mod aspirantkurset og drømmeuddannelsen som Jægersoldat. For at de kan det, skal de bestå kurset og godkendes til at gå videre. Det giver et vist pres på deltagerne, men et andet pres kommer fra de fysiske prøvelser. Selvom klokken nærmer sig frokosttid, så er det længe siden, at deltagerne vågnede i deres soveposer i skoven, hvor de tilbragte
natten i 15 graders frost. Fem til seks timers søvn sætter sit præg, når man konstant presser sig selv og skal gennemgå prøvelser rundt omkring i skoven. Og prøvelserne fortsætter næste nat, hvor de igen skal overnatte i den iskolde skov.

Hårde betingelser

Men sådan er betingelserne, hvis man drømmer om at være en del af specialkorpset. Der er ingen nemme
løsninger og det ved deltagerne godt. Da forkurserne startede, var der 60 deltager, som blev valgt ud. I dag er der kun halvdelen tilbage og flere vil falde fra undervejs.

- Der er et pres på én, men det er ikke noget man går og tænker på hele tiden. Man skal være ekstremt klar tildet her mentalt, hvis man vil klare det. Jeg har personligt sat mig op til det i det seneste år og tænkt på, at det er det her jeg vil. Jeg har fået andre tilbud
på job, men jeg er ikke i tvivl om, at jeg vil videre til Jægerkorpset, for der findes ikke noget mere spændende job i mine øjne, siger 27-årige Jesper, der i dag er i Søværnet. Målet om at blive jægersoldat er klart, og han er meget fokuseret på at komme igennem nåleøjet.

- Det er en drøm jeg altid har haft. Det, der er fascinerende ved det, er, at man bliver uddannet til at være den ultimative soldat og arbejder sammen i et
hold, der er den ultimative patrulje, hvor man gør alting hundrede procent. Samtidig gør en forskel de steder, hvor man er,” siger Jesper. Også Svend på 25 år har vidst, at han ville forsøge at blive jægersoldat siden han kom ind som værnepligtig.

”Jeg er rimelig fokuseret, men tænker selvfølgelig altid på, at det er utrolig få, der kommer igennem nåleøjet. Det må man forsøge at slå ud af hovedet og tænke på, at det er nogle af de andre – og ikke dig selv - der ikke kommer igennem,” siger Svend på 25.

Samarbejde er vigtigst

På patruljekurset sker der en frasortering af de kursister, der ikke formår at leve op til instruktørernes krav.

Gennem de otte uger bedømmes den enkelte deltager på sine evner til at lære og forstå de rent faglige ting, men også hvor vigtigt det er at samarbejde og hvor væsentligt et godt sammenhold er, når man er i Jægerkorpset. Faktorer, som kan have betydning for om man består patruljekurset og kan komme videre til det altafgørende aspirantkursus.

”Vi vil gerne se, at de kan samarbejde på patruljekurset, men vi ligger ikke lige så meget vægt på det som på aspirantkurset bagefter. Kan de ikke
finde ud af at samarbejde der, så er de ude – også selvom de på alle andre punkter er verdensmestre. Vi
har sendt nogle hjem, hvor vi ikke har kunnet sætte en fi nger på det faglige, men hvor de ikke har kunnet samarbejde, siger kursusleder NG, der står for patruljekurset. Ligesom alle andre jægersoldater vil han ikke have sit navn frem af sikkerhedsmæssige grunde. Han forklarer:

”Evnen til at bygge videre på den grundlæggende patruljetjeneste, lære at være fleksibel og se alternative løsninger er utrolig vigtige på aspirantkurset. Deltagerne lærer meget på patruljekurset, men starten på aspirantkurset er hård og man skal være grundigt forberedt både mentalt og fysisk.”


Udsendelse hører med

En jægersoldat er særligt udvalgt og uddannet til at løse en række krævende opgaver i freds- og krigstid. Derfor kan Jægerkorpset med meget kort varsel blive indsat i operationer både herhjemme og i udlandet. Og netop det, skal man have med i overvejelserne, når man søger ind på uddannelsen.

- Når man bliver jægersoldat skal man vide, at man bliver sendt ud rimelig hurtigt. Det hører med til jobbet. Og man skal gøre sig klart, at der er en risiko forbundet med at blive udsendt, siger NG.

Det har både Jesper og Svend haft deres overvejelser omkring, men de er begge klar over, at det netop er en vigtig del af arbejdet som jægersoldat at blive udsendt for at løse forskellige typer opgaver.

- Jeg har været udsendt i Bosnien og Kosovo, så jeg har ingen problemer med, at jeg bliver sendt ud som jægersoldat. Risikoen kender jeg, men det afskrækker mig ikke. Man skal selvfølgelig have det afklaret med familien og derfor bliver de pårørende jo også bedre informeret i dag end tidligere, men samtidig hører det med som en del af opgaven, at være jægersoldat. Det er netop de situationer, som man træner til og så er det jo også spændende at komme ud og bruge de ting, som man har lært, fortæller Jesper.