Tekst: Jakob Schultz
Foto: Ulrik Samsøe Figen
Der er ikke mange nydanskere i Forsvaret. Det skyldes mange forskellige ting, mener tyrkiske Süleyman Dikmen, der forfølger en militær karriere og er ved at uddanne sig til sergent
Etniske minoriteter. Anden generationsindvandrere. Nydanskere. En del af Danmark og derfor også en del
af det danske Forsvar. Sådan skal det være, men der er stadigvæk få af anden etnisk herkomst end dansk, der forsøger at få en karriere indenfor Forsvaret, selvom mulighederne for at uddanne sig i mange forskellige retninger er store. Hvorfor det er sådan, er der ikke lavet nogen undersøgelser om, men spørger man tyrkiske Süleyman Dikmen, der er i søværnet, så forklarer han, at en række faktorer spiller ind, når nydanskere ikke søger ind til Forsvaret i ligeså stor grad som andre danskere.
- De fleste er født og opvokset her i Danmark, ligesom jeg selv er. Mange er også danske statsborgere, så de egentlig har en langt større tilknytning til det land, hvor deres familie har rødder. Alligevel føler de ikke at Forsvaret er et sted for dem. Der kan være forskellige grunde. Måske har nogen haft dårlige oplevelser med militæret, hvis de er flygtet her til, eller det kan være de alligevel ikke helt føler sig som danskere, siger Süleyman Dikmen.
Store muligheder
Süleyman Dikmen kender selv til de ikke alt for begejstrede følelser over militæret. Selvom han er vokset op i en forstad til København og har fået dansk statsborgerskab, så er hans rødder til Tyrkiet stadig meget stærke. Derfor tog han også tilbage til Tyrkiet i 1993, for at aftjene sin værnepligt dernede. Ikke fordi han havde lyst, men fordi han ville have
det overstået. På det tidspunkt havde han nemlig andre fag i tankerne, som ikke havde noget med Forsvaret at gøre.
Min familie har tradition for at være i helt andre fag, så det var indenfor de områder at jeg ville gå. En karriere indenfor militæret tænkte jeg slet ikke på, men jeg vidste at jeg ligeså godt kunne få værnepligten overstået i Tyrkiet. Det var ikke noget, der sagde mig det store, men jeg fik det overstået, siger Süleyman Dikmen, der troede at han var færdig med militæret efter værnepligten. Men han fik sig en overraskelse.
- Jeg blev indkaldt til session her i Danmark også, og så skulle jeg også aftjene værnepligten her. Det var jeg ikke klar over. Jeg fandt dog ud af, at der var flere muligheder for uddannelse i det danske forsvar, så jeg kunne egentlig godt lide det. Det var i 1993 og
jeg er her stadig, fortæller han.
Man skal indordne sig
Süleyman Dikmen har ikke haft svært ved at integrere sig i Danmark. Han føler sig nemlig meget dansk og har en stor dansk omgangskreds. Men han føler sig også altid tyrkisk. Rødderne glemmer han ikke og han er også muslim. Det er ikke noget, der er i konflikt med det at være i militæret, synes han, men han tror at mange unge muslimer, tror, at det
kan være et problem.
- Jeg er sikker på, at mange nydanske muslimer ikke søger ind til Forsvaret fordi de måske er bange for at blive sendt til Irak eller Afghanistan, hvor de ville kunne komme til at kæmpe mod andre muslimer. De vil ikke kunne se det som om, at de repræsenterer
Danmark, men at de nærmest kommer og bekæmper deres landsmænd, siger Süleyman Dikmen, der mener, at det er en forfejlet opfattelse, som mange nydanskere har.
- De er utroligt påvirket af, hvad de hører fra deres forældre og andre familiemedlemmer. De er jo et paradoks, for selvom de er født i Danmark og måske er danske statsborgere, så føler de stadig ikke at de
er danskere, hvis de for eksempel søger ind til Forsvaret og kommer til udlandet, fortæller Süleyman Dikmen og forklarer:
- Men det er lige netop en stor fordel, at blive udsendt og have den baggrund, som en nydansker har. Jeg har været af sted og jeg fungerer ofte som tolk. Med mine rødder havde jeg måske en anden forståelse for den kultur der var i området i forhold til
andre danskere. Jeg kunne komme langt, fordi jeg havde en anden tilgang til det. Og det er en stor fordel, når danske soldater er på internationale operationer.
Personlig udvikling
Süleyman Dikmen har i dag en kontrakt med Forsvaret, der udløber, når han bliver 60 år. Han er i gang med at uddanne sig til sergent og søger større ansvarsområder.
- Det er et behageligt job og som sergent, vil jeg kunne få mere ansvar. Det vil jeg gerne. Men andre nydanskere ville også kunne få de samme muligheder som jeg. Der er rigtig mange områder og uddannelser, som man kan bruge til alt muligt i Forsvaret. Man kan blive MP’er, og for eksempel bruge det senere i forbindelse med job i civile
vagtværn, eller som en personlig forberedelse på at komme ind på Politiskolen, hvor de også kræver en masse af en. MP-uddannelsen er en hård fysisk uddannelse, hvor man prøver grænser af og de erfaringer kan man bruge senere, siger Süleyman Dikmen.