Tekst og foto: Morten Fredslund
Chanthiriga Albert Jeyaras kom til Danmark for 12 år siden fra Sri Lanka, hvor truslen fra helikoptere og bombefly næsten var en daglig begivenhed. I dag er hun konstabel og selv uddannet til at skyde fly ned – som Stinger-skytte og eneste kvinde i 1. Luftværnsmissilbatteri
Der lyder et ordentligt brag, da den orangefarvede målraket affyres fra rampen, som straks bliver indhyllet i en stor røgsky. Mens den missilagtige raket farer ud i horisonten starter nedtællingen: 10, 9, 8, 7,..... Få hundrede meter fra affyringsrampen justerer en Stinger-skytte en smule på det lange raketstyr, han har på skulderen, og som nu peger skråt op mod himlen. Endnu et brag, og et Stinger-missil forlader raketstyret med en røghale efter sig, med retning mod den orange raket, der farer hen over himlen som en orange pil. 10-15 sekunder efter er der hit. Missilet har ramt målet, der nu forvandles til en stor røgsky - som en grå-hvid mega candyfl oss mod den blå himmel. Tilskuerne klapper, og skytten jubler med et »yes« og begge hænder strakt mod himlen i sejrsrus. Skarpskydningen med Stinger-missilet er en ubetinget succes.
- Det kunne ligeså godt have været mig. Men inden skarpskydningen har vi trænet skydning i en simulator, hvor vi havde et billede af terrænet her foran lagt ind på computeren. Ja, somi et computerspil. Og i simulatorskydningen var der et par stykker, som var lidt bedre end mig. Så jeg har stadig
min første skarpskydning til gode. Men det skal nu nok komme en dag, siger Chanthiriga Albert Jeyaras, der er Stinger-skytte i 1. Luftværnsmissilbatteri – og enhedens eneste kvinde.
Kulden er det værste
Vi er i Oksbøl skydeterræn på den jyske vestkyst. Det er en kold novemberdag. Og Luftrummet er ryddet 11 kilometer ud for at gøre plads til lufværnsmissilbatteriet skarpskydning, der afslutter tre ugers feltøvelse. Stinger-missilet skulle jo nødig
ramme et civilt fly på sin vej mod den orange øvelsesraket.
21-årige Chanthiriga Albert Jeyaras ryster en smule af kulde og holder sine arme korslagte for at beskytte sig mod den bidende vestenvind.
- Kulden vender jeg mig aldrig til, selv om jeg kom til Danmark fra Sri Lanka for 12 år siden, siger hun mens et lille, hvidt smil kommer til syne i hendes mørke ansigt.
Chanthiriga Albert Jeyaras er den eneste kvinde i 1. Luftværnsmissilbatteri, der holder til på Varde Kaserne. Enheden er en del af Luftværnsafdelingen
under Danske Division, som under tre ugers feltøvelse i Oksbøl har indøvet procedurer med nyt software til det avancerede radar-system, der kan spotte og måludpege ethvert fly i luftrummet.
Ved hjælp af informationer fra enhedens egne radarer, AWACS-fly og skibe kan enheden få dannet et radar-billede over et meget stort område, hvori man kan se alle fly og missiler, skille ven fra fjende og sende informationerne videre til Luftværns-missilbatteriet, hvor stingerskytten hurtigt og effektivt
kan spores ind på et eventuelt mål med sit raketstyr. Systemets effektivitet blev gjort åbenlys for enhver, da øvelsen blev afsluttet med to skarpe fuldtræffere mod de opskudte orange målraketter.
Et geografisk valg
- Jeg blev student i 2004, og da jeg meldte med til HBU, (Hærens Basisuddannelse, red.) kendte jeg overhovedet ikke til forskellen på kamptropper,
forsyningstropper eller artilleri, som lufværns-missilbatteriet er en del af. Men jeg bor i Herning, og så var Danske Artilleriregiment i Varde det, der ligger tættest på. Så mit valg blev udelukkende taget af hensyn til regimentets geografiske placering, fortæller Chanthiriga Albert Jeyaras.
Hun valgte blandt andet at prøve kræfter med Forsvaret for at få sig noget erfaring efter tiden i gymnasiet.
- Jeg vil gerne ind til politiet, og så synes jeg, at Forsvaret er et godt sted at få sig nogle erfaringer, inden jeg bliver gammel nok til at søge. Men erfaring er altid en fordel, og så synes jeg også, at Forsvaret byder på en masse udfordringer. Her kommer man til at lave lidt af hvert. Og ved luftværnsmissilbatteriet er der mange forskellige funktioner at vælge imellem. Både de feltmæssige og de mere tekniske discipliner, da meget af systemet er baseret på radarer og IT, siger Chanthiriga Albert Jeyaras.
Et af de bedste jobs i Kosovo
Efter de fire måneders værnepligt fik hun blod på tanden og valgte at fortsætte på den overbyggende reaktionsstyrkeuddannelse, HRU, der er målrettet mod en udstationering i en international mission. For Chanthirigas vedkommende blev det seks måneder i Kosovo.
- Jeg vendte hjem fra Kosovo i august en del erfaringer rigere. Selv om der er forholdsvis fredeligt dernede, var det ikke nogen badeferie skulle jeg
hilse og sige. Jeg var kører i et LMT, og vi kom meget ud blandt de lokale for at hjælpe dem med projekter,
som kan hjælpe dem med at få bygget samfundet op igen, fortæller Chanthiriga Albert Jeyaras.
LMT står for Liason and Monitor Teams. De har til opgave at holde kontakt til lokalbefolkningen for at få kendskab til, hvilke genopbygningsprojekter, de
danske soldater kan hjælpe med at få sat i gang i lokalområdet.
- Vi var ude og køre hver eneste dag på nær om søndagen. Jeg tror, det var et af de bedste jobs i Kosovo, siger Chanthiriga Albert Jeyaras.
Barske minder
Dog var der oplevelser, som Chanthiriga Albert Jeyaras lige skulle vænne sig til efter ankomsten til Balkan.
- Jeg kan stadig huske krigsscener fra Sri Lanka, og hver gang jeg hørte en helikopter i Kosovo, gippede det lidt i mig. På Sri Lanka var en helikopter iluften nemlig altid tegn på, at der var bombefly på vej og, man skulle søge dækning. Men tvang mig til at sige til mig selv, at det ikke var det samme her, og efterhånden vænnede jeg mig da også til helikopterne i Kosovo. Og nu er jeg selv trænet til at skyde fly ned – det er en lidt sjov situation, siger Chanthiriga Albert Jeyaras.
Fra 15 til 128 soldater
I øjeblikket er der 15 soldater i 1. Luftværns-missilbatteri, der er under opbygning, så det kommer til at matche de nye krav, som er fulgt i kølvandet på det seneste forsvarsforlig. Blandt andet med henblik på eventuel udstationering sammen med Luftværns-missilafdelingen under Danske Division. Inden udgangen af 2008 skal Chanthiriga Albert Jeyaras’ batteri være fyldt op med 128 soldater. Og Chanthiriga Albert Jeyaras lægger ikke skjul på, at hun som batteriets eneste kvinde gerne ser, at en del af dem bliver kvinder.
- Det ville være rart med nogle flere piger at snakke og grine med. Og gerne med anden etnisk baggrund.
Jeg har selv forsøgt at overtale nogle veninder, der gør tjeneste på Sjælland til at flytte regiment. Men det er ikke rigtig lykkedes endnu. Jeg tror det igen er geografi en, der spiller ind, siger Chanthiriga.
Hun mener også, at artilleriet ikke er så kendt som for eksempel kamptropperne, der ofte er sendt ud og tit kommer i pressen.
- Mange tror også, at det her med kontrol og varsling og radarer er noget meget teknisk noget, som kræver, at man sidder bag en computer hele tiden. Men der er mange forskellige funktioner at vælge imellem, og jeg synes det er et fint sted at være. Også selv om der er meget drengesnak af og til, siger Chanthiriga Albert Jeyaras og tilføjer med et lille grin:
- Det er ikke altid helt let, og nogle gange må jeg da også slå bremserne i og sige »Så stopper I lige«. Men egentlig er det jo ikke så vigtigt, så længe sammen-holdet er ok. Det er jo mænd.
Fysiske og psykiske udfordringer
Chanthiriga fortæller, at jobbet varierer meget, og at der både er perioder på kasernen og en del feltøvelser.
- Lige nu har vi været på feltøvelse i tre uger, og så vil man selvfølgelig gerne hjem.. Nogle gange kører man på for fuld skrue og andre gange er der stille. Og nogle gange kan jobbet som skytte da godt være hårdt og indebære en del slæberi. Jeg har for eksempel lige været nødt til at flytte Stinger-feltafutagen 100 meter. Den vejer 38 kilo og det er jo meget for en som mig. Men jobbet er ikke overdrevent hårdt, selv om der selvfølgelig er nogle fysiske udfordringer af og til. Men sådan er det jo at være soldat. Men især i starten var det for mig en stor psykisk udfordring at være »alene-kvinde« blandt alle mændene, siger Chanthiriga Albert Jeyaras.
Hun retter blikket mod én af batteriets lastbiler, hvor tre mandlige kolleger i et stykke tid har bakset med
at pille et stort, grønt sløringsnet af vognen.
- Jeg må også hellere komme i sving, så jeg kan få varmen. Men skriv endelig, at Luftværnsmissilbatteriet er et rigtig godt sted at være. Også som kvinde, siger hun med et stort smil, mens hun løber sine mandlige kolleger til undsætning.