Interview med civil tolk

Tolken, der har været udsendt til Irak 2 gange, har bedt om at være anonym.

For mig var det helt fantastisk at komme til det land, hvor mine forældre kommer fra. De havde fortalt så meget. Min far var rasende over, at jeg ville af sted. Han sagde, at han jo ikke var flygtet fra Irak, for at jeg skulle vende tilbage dertil. Men efter at jeg havde været af sted første gang, så accepterede de det faktisk, selv om de stadig var bange.

Jeg søgte, fordi jeg gerne ville yde mit bidrag til mit land. Jeg ville gerne se Irak og jeg ville gerne yde en indsats, uanset hvor lille den så end måtte være. Og så har jeg altid været fascineret af forsvaret – ikke fordi jeg kan lide krig, men mange af mine venner har været værnepligtige. Det virkede som en utroligt spændende verden med mange udfordringer. Og så tænkte jeg,at det ville være et godt stykke papir at have, når jeg siden skulle ud og søge arbejde, når jeg en gang er færdig med min uddannelse. Hvis Forsvaret kan bruge mig og har været glade for mig, så tror jeg, at det bliver tolket positivt i det private erhvervsliv.

Det var helt vildt at være af sted. Alene det at være en del af en bataljon. Det er altså ret mange mennsker. Og der var virkelig meget at tage fat på. Også som tolk. I virkeligheden er der ikke ret meget der kan foregå i et fremmed land uden en tolk.
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg skulle komme til at tolke på det niveau. Jeg tolkede for bataljonschefen ved flere lejligheder og mødte alle mulige vigtige menensker. Men det vildeste var at tænke på, at det var mig, der gjorde, at folk forstod hinanden. Den følelse kan næsten ikke beskrives. Det er ikke fordi, jeg synes, at jeg er noget særligt, men jeg opdagede, at jeg kan noget særligt. Der var virkelig brug for mig og alle de andre tolke. Og vi var et hold, der var en super stemning og den der fornemmelse af, at man har det samme mål. Og det har der faktisk været begge gange.
Man har rigtig meget at lave som tolk og man kommer med ud på patrulje hele tiden. Hvis der foregår noget, så kan man være næsten 100% sikker på, at der er en tolk med. Jeg fik set en masse ting, som jeg ellers aldrig havde set. Jeg forstår Irak og mine forældre bedre i dag, end jeg gjorde, før jeg rejste.
Selve arbejdet var meget afvekslende. Nogle gange var jeg på social patrol og skulle bare høre, hvordan det stod til i de forskellige landsbyer. Nogle gange var jeg ude og tolke ved møder om civil genopbygning, brøndprojekter og den slags. Andre gange var det forhandlinger og møder med sheiker på højt niveau. Nogle gange var der ting, der skulle oversættes skriftligt inde i lejren. I grunden vidste man aldrig rigtig, hvad man stod op til. Der skete altid et eller andet uforudset. Jeg tænker tit tilbage på de oplevelser og især menneskene.
Det bedste ved de to udsendelser, jeg har haft, er helt sikkert kammeratskabet. Når man er så mange mennesker af sted på samme tid og bor sammen i en lejr, så kan man ikke undgå at få en masse nye venner. Og selv om jeg har masser af andre venner, så er det kun dem her, som jeg har haft de her helt specielle oplevelser med. Anden gang jeg skulle udsendes, var der flere der havde hørt om mig i forvejen. Det var fedt. De vidste, at jeg var en god tolk og at jeg havde været af sted før. Det var en spændende tid. Det var både sjovt og samtidig meget alvorligt.