|
Efter 6 uger på grundskolen i Auderød, hvor de militære grundtrin, march og gummibådssejlads stod på programmet, blev det midt i september endelig tid til at finde ud af, hvad det ville sige at sejle for de 56 kadet aspiranter, der er startet på uddannelsen til officer i søværnet i 2007.

Kadetaspirant Lotte Gjødsbøl
Som led i uddannelsen, har søværnet lavet et samarbejde med Georg Stage (GS), hvor kadetaspiranterne kommer på togt i en måned og oplever, hvordan det er at sejle med et rigtigt sejlskib og ikke mindst, hvordan det er at bo mange mennesker sammen på lidt plads i længere tid.
>>Vi sejlede af sted fra Holmen d. 19. september, efter at have ligget i havn de to første dage. Vi skulle egentlig have været af sted med det samme vi påmønstret GS, men der var så dårligt vejr i sigte, at kaptajnen valgte at blive i havn, mens vi lærte hvad det ville sige at sætte sejl og arbejde i riggen.<<

Sejlene pakkes sammen
Det viste sig hurtigt, at kaptajnen havde taget den rigtige beslutning, for da vi endelig stævnede ud, gik der ikke mange timer før den første søsyge meldte sig. Og stort set alle blev ramt – i højere eller mindre grad. Men vi sejlede også i en vindstyrke med 17 sekundmeter, så der var ikke noget at sige til, at der var nogle der blev søsyge.
Inden vi tog af sted, var vi blevet inddelt i 3 hold, også kaldet skifte. Hvert skifte sov, spiste og var på vagt sammen. Man var på vagt 4 timer ad gangen, efterfulgt af 8 timer med undervisning, spisning og søvn. Efter 4 dage på havet nærmede vi os ankerpladsen ved Shetlandsøerne, hvor vi skulle ligge et par dage, inden vi skulle i land i Lerwick. Da vi ankom dertil, steg humøret straks. På trods af en pæn vind lå GS acceptabelt stille, og det var igen muligt at koncentrere sig om undervisningen, og det praktiske sømandsskab vi skulle lære ombord. Efter et par fridage i Lerwick gik turen igen videre ud på det store blå hav. Naturen valgte denne gang ikke at spille med kræfterne i samme grad som på første del af turen, men den kunne dog stadigvæk godt mærkes. Vi begyndte efterhånden at være rigtig godt inde i ”George Stage rytmen”, som man enten elsker eller hader. Det er en slags livsstil, som for de fleste krævede lidt tilvænning. Undervisningen, nattevagterne, styrmændene, hængekøjerne – det har jo alt sammen sin charme, uanset om man kan lide det eller ej.

"Skafning" ombord på Georg Stage |
|
Næste mål hed Bergen. Vi nåede Norge før tid og oplevede nogle meget naturskønne dage ude i den norske Skærgård. Imens vi lå der, øvede vi en masse travaljeroning, hvilket vi alle vidste vi skulle til eksamen i, når vi engang nåede tilbage til København. (Travaljeroning dækker over begrebet roning i en større træbåd, hvilket man skal kunne mestre). I Skærgården blev der også holdt baderulle, dog ganske frivilligt da vandet i overfalden kun var 11 grader. Ellers var de normale badeforhold også noget, der krævede lidt tilvænning for de fleste; ”tre tryk af 15 sekunder” hver tredje dag efter aftensmaden! Efter dagene i Skærgården gik turen som sagt ind til Bergen, hvor vi blandt andet fik besøg af en Sjantisanger. Han lærte os at synge Sjanti, som vi senere brugte, når travaljerne blev hejst tilbage ombord. Det fik humøret højt op hos besætningen, og vi forlod Bergen på rigtig sømandsmanér med sang.

Georg Stage i den norske skærgård
Næste stop var en ankerplads lige ud for Skagen. Her blev hele skibet rengjort og pudset, så alt stod til ’højre ret’. Vi fik nemlig fint besøg: Chefen for Søværnets Operative Kommando ville komme ombord! Han skulle sejle med fra Skagen til Frederikshavn. Dette var, for mange af os, vores første møde med søværnets øverste chef. Sejladsen og hele besøget var planlagt ned til mindste detalje, og forløb også herefter. Og da chefen blev sat i land på flådestationen i Frederikshavn, kom der da også kun rosende ord fra hans mund, og han ønskede os en fortsat god tur. Turen fra Frederikshavn til København blev brugt på at forberede de kommende eksamener, som skulle afholdes ombord på GS, inden togtet sluttede. Eksamenerne var i arbejdssikkerhed, skibsteknik, praktisk sømandsskab og travaljeroning. Efter to dage med eksamener, var det igen tid til at få fast grund under fødderne. Efter af have pakket alle vores ting og gjort skibet rent var det tid til en velfortjent efterårsferie. Og hvad enten man havde syntes om togtet eller ej, så gik alle kadetterne fra borde en stor oplevelse rigere. En oplevelse for livet vi aldrig vil glemme!

|