Hvad går uddannelsen ud på?
Varighed: 6 måneder. Basisuddannelse 4 måneder – 10 ugers militær faguddannelse.
Våben/dæk
Som våbenkonstabel betjener og vedligeholder du de forskellige våbentyper, der findes ombord, f.eks. håndbåret missiler, dybdebomber og tungt maskingevær. Du vil også arbejde som dæksgast og udføre forefaldent arbejde på dækket, deltage i motor- og gummibådssejlads og indgå i skibets rutiner som udkig og rorgænger. Er der helikopter ombord, hjælper du med at klargøre ved start og landing.
Umiddelbart efter din basisuddannelse får du den militære faguddannelse som våbenkonstabel. Det tager 10 uger og her undervises du i overfladevåbensystemer, artilleri, anti-ubåd, vedligeholdelse af våben o. lign.
Forplejning
Indenfor forplejning arbejder du som messegast, hvor du serverer, holder orden og i det hele taget går til hånde i kabyssen. Du kan også arbejde som hovmester for skibschefen. Arbejdet med forplejning kræver ingen forudgående erfaring eller uddannelse. Udover din primære funktion indenfor forplejning uddannes du som røgdykker og får Søværnets Våbenkursus på Sjællands Odde.
Mine karrieremuligheder
Du kan blive fastansat som konstabel i Forsvaret. Du har også mulighed for at søge videre på sergentuddannelsen i søværnet.
Få efteruddannelse betalt af Forsvaret
En anden mulighed er at supplere din tid i Forsvaret med en betalt efteruddannelse. Efter 33 måneders tjeneste som konstabel optjener du nemlig en uges uddannelse for hver måned du er ansat. Det vil sige, at hvis du efter et par år i Forsvaret ønsker et helt andet job kan du vælge at uddanne dig på Forsvarets regning frem for på SU. Valg af civil uddannelse (CU) er helt din egen. Uddannelsen skal dog som hovedregl være en offentligt godkendt uddannelse.
Arbejdstid, arbejdssted og udsendelse
Basisuddannelsen tager du på Søværnets Sergent- og Grundskole i Frederikshavn og den militære faguddannelse tager du på Søværnets Våbenkursus på Sjællands Odde.
Udsendelse
Søværnets togter varierer fra ca 14 dage til 3 måneder afhængig af skibstype og opgaver. Søværnet løser opgaver ved Færøerne og Grønland, men også omkring Afrika og Libanons kyst som led i Forsvarets internationale operationer.