Hvad går uddannelsen ud på?
Varighed: ca. 8 måneder
- afhængig af det speciale du vælger. 4 måneders
basisuddannelse – 14-18 ugers specialuddannelse
Som tekniker i søværnet bruger du dit svendebrev og løser arbejdsopgaver indenfor dit fagområde. Derudover får du en introduktion til at arbejde i Forsvaret samt en oplæring indenfor det speciale du vil arbejde med. Vi udbyder uddannelsen indenfor tre specialer: Maskinteknik, Missilteknik og Pjeceteknik.
Maskinteknik
Både når skibet ligger i havn og til søs betjener, vedligeholder og reparerer maskinkonstablen maskinsystemer. Du får en omfattende uddannelse og oplæring i skibets opbygning og maskinsystemer og vil også arbejde med brændstof, reservedele og med at udføre eftersyn på teknisk udstyr. Desuden indgår du i skibets brandberedskab enten som røgdykker eller ved skadebekæmpelser.
Missilteknik
Som missilkonstabel i søværnet betjener, vedligeholder og reparerer du missilsystemer og arbejder også med hydrauliske systemer, stærkstrøm og datateknik. Derudover deltager du i skibets øvrige opgaver så som vagttjeneste og forskellige øvelsesaktiviteter.
Pjeceteknik
Som pjecekonstabel betjener, skyder med, vedligeholder og reparerer du artillerisystemerne ombord. Derudover deltager du også i skibets øvrige opgaver, så som vagttjeneste og forskellige øvelsesaktiviteter.
Umiddelbart efter at du har taget søværnets basisuddannelse, får du en uddannelse i det valgte speciale.
Mine karrieremuligheder
Som tekniker i søværnet kan du søge videre på sergentskolen og blive uddannet til sergent indenfor dit fag.
Du får således mulighed for at kombinere din faglige uddannelse med en mellemlederuddannelse. Uddannelsen i og erfaring med ledelse kan du bruge sammen med dit fag både i og udenfor Forsvaret.
Få efteruddannelse betalt af Forsvaret
En anden mulighed er at supplere din tid i Forsvaret med en betalt efteruddannelse. Efter 33 måneders tjeneste som konstabel optjener du nemlig en uges uddannelse for hver måned du er ansat. Det vil sige, at hvis du efter et par år i Forsvaret ønsker et helt andet job kan du vælge at uddanne dig på Forsvarets regning frem for på SU. Valg af civil uddannelse (CU) er helt din egen. Uddannelsen skal dog som hovedregl være en offentligt godkendt uddannelse.
Arbejdstid, arbejdssted og udsendelse
Uddannelsen som maskintekniker tager du på Søværnets Teknik Skole i København. Missilteknik og pjeceteknik tager du på Søværnets Våbenkursus på Sjællands Odde.
Udsendelse
Søværnets togter varierer fra ca 14 dage til 3 måneder afhængig af skibstype og opgaver. Søværnet løser opgaver ved Færøerne og Grønland, men også omkring Afrika og Libanons kyst som led i Forsvarets internationale operationer.