
Interview med Christian Slot Jespersen
Alder: 23 år
Stilling: Flymekanikerelev
Hvordan fik du ideen til at blive flymekaniker?
Mens jeg var værnepligtig i hæren, overvejede jeg, hvilke muligheder der var for job i forsvaret. Jeg er uddannet elektriker og har arbejdet som rejsemontør, men det havde jeg ikke lyst til at fortsætte med. Så gik jeg til uddannelses-vejlederen på kasernen og snakkede med ham, og han foreslog mig, at kigge på flymekanikeruddannelsen, fordi det skulle være noget med teknik. Jeg havde ikke lyst til at fortsætte i hæren, fordi jeg var lidt træt af, at det var så militært det hele. Jeg vil gerne skrue – jeg legede med Lego, da jeg var lille, og det vil jeg gerne blive ved med. Det var lidt svært at finde informationer om uddannelsen som flymekaniker, men jeg søgte ind til optagelsesprøven og blev optaget. Der er også løn under uddannelsen.
Hvilken del af uddannelsen synes du har været mest spændende?
Aerodynamik er et fedt fag. Det handler om hele fysikken i flyvning. Det er et rent teoretisk fag, men det er ok, så længe det bare forholder sig til flyvning. Sådan er det faktisk med hele uddannelsen. Selv om jeg gerne vil skrue, og det godt kan være lidt hårdt at gå i skole, når man har været vant til at arbejde, så er det interessant, fordi det handler om flyvning.
Hvad ser du mest frem til at kommer i gang med, når du er færdig med din uddannelse?
Jeg glæder mig til at have en hverdag, hvor jeg står på et værksted. Der er nogle i min klasse, der har valgt at blive helikoptermekanikere, fordi der er større mulighed for at komme med ud at flyve, men det er ikke så vigtigt for mig. Jeg vil bare gerne rode med teknikken. Jeg ser også frem til blive sendt ud, det skulle der være gode muligheder for. Jeg vil gerne ud og opleve noget.