Interview med Lasse Stokholm

Alder: 19 år
Stilling: MP-elev i søværnet
Køn: M 

Hvordan fik du ideen til at blive MP’er i søværnet?

Det var faktisk et rent tilfælde. Vores sergent fortalte mig og en af mine kammerater om MP’erne, da jeg var værnepligtig i Frederikshavn. Jeg synes, det lød spændende, og fik lyst til at prøve det. Min kammerat har også søgt ind. Det tiltalte mig, at opgaverne ligner dem, man får som almindelig politimand, og jeg tror, at uddannelsen er en god forberedelse, hvis man senere vil være politibetjent. Det har jeg haft i tankerne.

Hvilken del af din uddannelsen synes du er mest spændende og udfordrende?

Det er svært at sige, for jeg har kun været i gang i 2-3 måneder. Men det er virkelig godt, at alle eleverne er så engagerede. Folk brænder virkelig for uddannelsen. Og så er der knald på hele tiden. Der er masser at lave både fysisk og fagligt. Det kan jeg rigtigt godt lide.

Hvad ser du mest frem til at komme i gang med, når du er færdig med uddannelsen

Det hele. Få flere erfaringer, få mere ansvar, lære mig selv at kende, hjælpe folk og gøre en forskel. Alle de ting man gør, har en betydning. Jeg ser også frem til at blive udsendt. Som MP’er kan man blive udsendt som personbeskytter. Det er en spændende og anderledes opgave, som ikke ligner de opgaver, man ellers har som soldat.