Hvad går uddannelsen ud på?
Som Sirius patruljefører har du sammen med de øvrige 12 ansatte ansvaret for at overvåge den ubeboede nationalpark i Nordøst Grønland året rundt. Det vil sige, at du fører kontrol med ekspeditioner i området, sikrer fredningsbestemmelser og har politimyndigheden i området.
Området patruljerer du med hundeslæde om vinteren og bl.a. med båd om sommeren. Som siriuspatruljefører er du udstationeret på Grønland i 2 år.
UDDANNELSESFORLØB VED SLÆDEPATRULJEN SIRIUS
Forskole til Slædepatruljen Sirius - 6 måneder
START
Ca. 3 uger
- Modtagelse
- Våbenkursus
- Jagttegn
- Røgdykkerkursus
- Symaskinekursus
1 uge
- Ferie
Ca. 5 uger
- Truckcertifikat
- Metrorologikursus
- Sprængningsuddannelse
- Rendegraverkursus
- Hundeskole
- Vintertræning (Grønland)
1 uge
- Ferie
Ca. 10 uger
-Speedbådskursus
- Kommunikationskursus
- Dyrlægekursus
- Svejsekursus
- Teknikkursus
- Sanitetskursus
1 uge
- Ferie
Ca. 4 uger
- Kommunikationskursus
- Pakkecentral
- Patruljesanitetskursus
- Tandlægeorientering
- CU/DPC orientering
1 uge
- Ferie
Ca. 1 uge
- Pakkecentral
1 uge
- Ferie
AFSLUTNING
- Afrejse til Grønland
Tjenesten ved Sirius - 26 måneder
Mine karrieremuligheder
Efter uddannelsen og tjenesten i Grønland kan du vælge at søge om fortsat tjeneste i Forsvaret.
Du kan videreuddanne dig som sergent, oversergent og seniorsergent. Dygtige seniorsergenter vil på sigt kunne blive udnævnt til chefsergent.
Har du gymnasial baggrund har du også mulighed for at gå videre på
officersuddannelsen. Vælger du at fortsætte din karriere uden for Forsvaret, er eliteuddannelserne et
godt springbræt for en civil karriere.
Arbejdstid, arbejdssted og udsendelse
Forkurset tager du på Søværnets Sergent- og Grundskole ved Frederikshavn med fem ugers vintertræning i Norge.
Sirius Patruljeførerne er udstationeret i en to-årig periode på Grønland.
Medio juli
Nyt Sirius-hold, og kommende chef Sirius rejser sammen med chefen for Patruljetjenesten Nord- og Nordøstgrønland (CH PNG) op til Daneborg (Sirius hovedkvarter). Straks efter ankomsten får det nye hold udleveres udrustning, tildelt værelse og en rundvisning.
Juli - september
Sommeren er en meget aktiv periode på Daneborg, hvor der arbejdes fra morgen til aften med bygningsvedligeholdelse, depotsejladser, depotudflyvninger, sæljagt og ikke at forglemme „skibsmikken“, arbejdet omkring det årlige forsyningsskib. Sideløbende hermed er de daglige rutiner som kokketørn, radiovagt, hundefodring, handytørn (daglig rengøring), køretøjs vedligeholdelse, generatoreftersyn, bådcheck og meget andet. Slædepatruljen Sirius sommerstation Ella Ø er bemandet i perioden medio juli til primo september. Normalt vil der være 4-5 „fupper“, kælenavn for personel ved Sirius, udstationeret der hele sommeren. Arbejdsopgaverne er her de samme som på Daneborg, blot er bemandingen mindre.
September - oktober
Ultimo august rejser CH PNG med følge, deriblandt det ældste Sirius-hold hjem til Danmark. Nu er overvintringsholdet så alene, og slædeholdene finder sammen parvis (ny og gammel). Slædegrejet fra forrige slædesæson bliver kontrolleret/repareret og hvert andet slædehold bygger ny slæde. Så snart den første sne er faldet eller isen på Young Sund er tyk nok - normalt primo oktober - påbegyndes de daglige træningsture, normalt af ca. 4 timers varighed.
November - december
Primo november forsvinder solen mod syd, og kommer først på himlen igen til februar. 1. november er alle slædehold klar, og alle på nær et, kører over landbrækket og starter efterårsrejserne. Det tilbageblevne slædehold - gnisthold - har til opgave at holdestationen “kørende“, samt opretholde kontakten udadtil medmyndigheder samt slædeholdene. Dette „gnisthold“ bliver afløst ultimo november af det andet „gnisthold“. Efterårsrejserne forventes afsluttet 22. december. Ikke altid tillader vejr og føre, at alle slædehold er samlet på Daneborg jule aften.
Januar
Januar forløber med total optælling af fagområderne. Således føres regnskab med alt havende materiel, og der bestilles op til den normale beholdning. Disse bestillinger bliver sendt hjem til PNG-kontoret, der bearbejder dem til sommerens indkøb. Januar er rent vejrmæssigt den mest ustabile måned, hvorfor der kun køres korte træningsture på op til en dags varighed.
Februar - juni
Primo februar kommer solen igen på himlen. 1. februar starter forårsrejserne. Gnistholdene deler perioden 1. februar - 10. juni mellem sig, således at hvert gnisthold kører en forårsrejse på ca. 2 måneder. De resterende slædehold tager af sted på 1. del af deres forårsrejse- træningsturen. Den er ca. 500 km. lang, og varer godt 3 uger. Turen har til formål at forberede slædeholdene - det være sig mænd og hunde - til nord turen. Hvert år bliver 3 slædehold fløjet til nordkysten, hvorfra de via deres overvågningsområde kører hjem til Daneborg, en tur på godt 2000 km. Foråret er en fantastisk tid på den Grønlandske østkyst, dagene tager hurtigt til, og allerede omkring april/maj er der midnatssol. Jagttiden på sæler starter 1. maj. Under jagten får man rig mulighed for at opleve den storslåede grønlandske natur og dyreliv. Det tilstræbes at slædeholdene kommer hjem før tøbruddet for alvor tager fat - primo juni
Medio juni
Umiddelbart efter hjemkomsten skal rejserapporter og dagbøger renskrives/udfærdiges. Der skal afrigges efter vinteren og slæderejserne. Solen har nu fået så meget magt, at sneen smelter hurtigt. Smeltevandet skal ledes i de rigtige retninger, således udvaskning af veje og understrømmelse af bygninger undgås. Vejene skal graves fri for sne, og bygningerne skal nøje efterses. Sommerens arbejder planlægges.
Medio Juli
Tandeftersyn på Island af en uges varighed. Nyt hold Sirius-mænd til Slædepatruljen Sirius ankommer, og cyklusen kan så starte forfra.