Hvad går uddannelsen ud på?
(Varighed 2 år)
Uddannelsen er målrettet praktisk ledelse og uddannelse af soldater på vores basisuddannelse. Det kan være som leder, instruktør, faglærer, skydeleder og uddannelses-tilrettelægger. Efter endt uddannelse kan du blive tilknyttet Forsvaret som officer og kan efter eget behov fungere som officer i Forsvaret sideløbende med uddannelse eller job.
Uddannelsesforløb
Uddannelsen er overordnet set delt op i to lige store dele uddannelse og praktisk tjeneste. De første syv måneder er en komprimeret værnepligt- og sergentuddannelse, som du afslutter med en måneds praktikperiode. Her lærer du de grundlæggende militære færdigheder suppleret med fag som ledelse, uddannelseslære og idræt. Herefter får du en funktionsuddannelse på 4 måneder, hvor du trænes som delingsfører og instruktør. De efterfølgende 11 måneder er dels praktikperiode, hvor du fungerer som delingsfører og afprøver og videreudvikler dine erhvervede færdigheder. Endelig får du to måneders føringsuddannelse, der gør dig i stand til selvstændigt at virke som delingsfører eller instruktør i en enhed efterfølgende.
Mine karrieremuligheder
Når din kontrakt med Forsvaret udløber efter to år kan du blive tilknyttet Forsvaret som officer og kan efter eget behov fungere som officer i Forsvaret sideløbende med uddannelse eller job.
Du kan også vælge at fortsætte din karriere i Forsvaret med en udvidet uddannelse som linjeofficer.
Din officersuddannelse kan også meget vel bruges som springbræt i forbindelse med en lederkarriere i det civile erhvervsliv.
Arbejdssted og udsendelse
Uddannelsen gennemføres ved henholdsvis Hærens Sergentskole i Sønderborg og Hærens Kampskole i Oksbøl. Praktikperioden som sergent og den praktiske tjeneste som delingsfører vil foregå ved en af Hærens myndigheder.
Udsendelse:
Som reserveofficer udsendes du ikke i internationale missioner. Ønsker du dette, kan du forlænge din korttidskontrakt med henblik på tjeneste efter Forsvarets behov, herunder udsendelse i en international mission.