Forsvarets 17 tandklinikker er moderne arbejdspladser med helt nye units, elektronisk patientjournal og digital røntgen. Du får her mulighed for at arbejde som tandlæge på en moderne klinik omgivet af erfarne og hjælpsomme tandlægekolleger i et miljø, hvor vægten er lagt på kvalitet og service. Ud over dit arbejde som tandlæge får du også mulighed for at stifte bekendtskab med det at være soldat.
Arbejdet
Forsvarets tandklinikker tilbyder militært ansatte alle former for tandbehandlinger med undtagelse af fast og aftageligt protetik. Der ydes en forebyggende og behandlende indsats, der svarer til det faglige niveau i den civile tandplejesektor.