Tilbage til oversigt
Soldat sætter dansk rekord
12/4/2009
Jakob Hansen fra Søværnets Dykkerkursus satte d. 1/12 ny dansk rekord i fridykning. Den veltrænede dykker præsterede at dykke ned til utrolige 92 meter.
Læn dig tilbage i læne- eller kontorstolen. Slap af og tag en dyb indånding. Hvor længe kan du holde vejret? Efter 30 sekunder begynder åndedrætsrefleksen at sætte ind. Kuldioxid ophober sig i muskler og blodårer. Det sætter vejrtrækningslysten i gang. Med lidt held og god vilje kan du holde vejret i et minut.
Det er ingenting for en veltrænet fridykker som Jakob Hansen. Han deltager lige nu i verdensmesterskaberne i fridykning på Bahamas. Her leverede han en fantastisk indsats i disciplinen CWT, hvor fridykkeren kun må anvende finner og det luft han kan have i lungerne. Med et dyk på 92 meter satte han ny dansk rekord. Det er en forbedring på en meter.
- Det er ekstrem lykkefølelse. Det er mange spændinger der er udløst. Det gik som det skulle. Jeg var nervøs for hvor meget krudt der ville være i benene og om jeg kunne holde den dykkertid jeg havde håbet på. Jeg var faktisk 17 sekunder hurtigere, end jeg havde forventet, fortæller han. Jakob holdt vejret i 2 minutter og 43 sekunder.
Jakob Hansen fik en flot samlet 8. plads i disciplinen. Næste store mål er at komme med i klub 100. Kun 11 mænd i verden har præsteret at komme ned på dybder over 100 meter.
- Det satser jeg på til næste år ved verdensmesterskaberne i Japan, siger Jakob.