Tilbage til oversigt
Flere kvindelige værnepligtige
De unge kvinder har opdaget Forsvaret. Flere og flere tager gerne fire måneder med kaserneliv, grøn maling i hovedet og hårde, fysiske strabadser.
Allerede her i den første halvdel af 2008 kan Forsvaret konstatere, at tallet for kvinder, der gerne vil aftjene deres værnepligt – eller mere korrekt gøre tjeneste på værnepligtslignende vilkår – er steget støt de seneste år. Hele ni procent af de foreløbigt 3.792 unge, der tager Forsvarets basisuddannelse i 2008, er kvinder. Og det er en pæn stigning i forhold til 2006, hvor kvinderne kun udgjorde 3,5 procent af de værnepligtige.
- Det er besluttet på højt niveau, at vi gerne vil have flere kvinder i Forsvaret. Det betyder, at vi har lavet en række tiltag for at få flere kvinder ind på værnepligtslignende vilkår, siger major Flemming Pantmann, souschef i Forsvarets Rekruttering.
Kun for kvinder
Når de unge mænd, bliver indkaldt til session, får de unge kvinder samtidig en invitation til også at dukke op.
- Der er ikke mange, der reagerer på invitationen. Derfor har vi kørt et pilotprojekt på Antvorskov kaserne i form af en orienteringsdag for kvinder. Her kommer der kun kvinder, og de bliver inviteret for at få yderligere information. Så der er ikke noget med lægebesøg eller lignende, der kan virke afskrækkende, siger Flemming Pantmann.
Også andre steder har der været lignende tiltag i Forsvaret.
Ærlig information
Det vigtigste for Forsvaret er, at kvinderne får en reel og sober oplysning om, hvad værnepligten indebærer. På Forsvarets Dag, som sessionen hedder nu, skal der gerne være tjenstgørende kvinder tilstede. De er måske bedre til at besvare de unge kvinders spørgsmål.
- De unge kvinder skal være forberedt på, hvad de går ind til. Derfor slår vi på ærlig og redelig information. Det er spild af vores og deres tid, hvis de kommer ind på falske vilkår, understreger Flemming Pantmann.
Forsvaret har også lavet særlige brochurer, der henvender sig specifikt til kvinderne. For Flemming Pantmann har set unge kvinder, der ikke har fået afstemt deres forventninger, inden de begyndte deres værnepligt.
- Det værste eksempel er piger ved Hesteskadronen. Hvis de tror, at de bare skal ride, så bliver de frygtelig skuffede. De skal jo igennem en uddannelse som soldat i de første måneder, siger Flemming Pantmann.