Tilbage til oversigt
Charmeoffensiv trækker unge til
Mere end 290 unge har tilmeldt sig Flyvevåbnets hvervearrangement STUD.LUFT d. 9.-10. september på Flyvestation Karup. Her får de mulighed for at opleve Flyvevåbnets hverdag helt tæt på.
Interessen for de 200 pladser til Flyvevåbnets kommende STUD.LUFT er stor, og denne gang har man modtaget næsten 100 tilmeldinger mere, end der er plads til. Et stigende antal unge ønsker at besøge Flyvestation Karup for at få både spændende oplevelser og mere information om, hvad en fremtid som officer i Flyvevåbnet kan byde på. I forhold til for bare få år siden, er antallet af tilmeldinger til de to årlige arrangementer mere end firedoblet.
Missionen for STUD.LUFT er at trække potentielle officerselever til Flyvevåbnet, og arrangementet er blevet et af værnets absolut vigtigste våben i kampen om at sikre nye ledere på skolebænken.
“Popularitet forpligter, og vi har denne gang brugt rigtig meget energi på at gøre STUD.LUFT til en ekstra stor oplevelse for de unge” fortæller HR-koordinator Flemming Ansdal fra Flyvevåbnets Officersskole, som står for den praktiske afvikling af STUD.LUFT.
Flyvevåbnet har til det kommende arrangement bl.a. fået hjælp fra en skuespiller til at skrue programmet sammen. Det betyder, at historien om værnets officersuddannelser bliver fortalt på en stærk og let forståelig måde. Desuden skal de unge denne gang overnatte og spise i en stor teltlejr, så de får en fornemmelse af det miljø, som soldaterne oplever på internationale missioner.
Arrangementet som løber fra onsdag morgen til torsdag eftermiddag byder bl.a. på oplæg ved nuværende officerselever, taktiske demonstrationer af Flyvevåbnets grej og fly, idræt, socialt samvær samt konkurrencer, hvor heldige kan vinde flyveture og meget mere.
“STUD.LUFT giver os en fantastisk mulighed for at præsentere vores mange opgaver, vores udstyr og vores særlige ånd for de unge, som typisk er mellem 15 og 25 år og overvejer en fremtid som officer.” fortæller Flemming Ansdal, som ikke lægger skjul på, at målet med arrangementet er at få pladserne på Flyvevåbnets Officersskole fyldt op med ambitiøse unge, som vil have en spændende fremtid i et unikt og internationalt miljø.
Mere info om STUD.LUFT på
www.studluft.dk