Tilbage til oversigt
STUD LUFT 2009
Tekst og foto: Allan Møller-Petersen
Rekrutteringskampagnen, der denne gang har rekorddeltagelse, Knap 200 unge mødte op på Flyvestation Karup for at høre om flyvevåbnets officersuddannelser og de unges interesse og spørgelyst er overvældende.
I løbet af de to dage, som flyvevåbnets STUD LUFT arrangement varer, hører deltagerne om flyvevåbnets nye officersgrunduddannelse (GRO) og prøver lidt på egen krop, hvad det vil sige at være officer i flyvevåbnet.
På arrangementets første dag onsdag fik de unge orienteringer om uddannelsesmulighederne som officer i flyvevåbnet. Historisk set fylder pilotuddannelsen meget i de unges bevidsthed, og mange kommer for at høre mere om denne mulighed og for måske senere at realisere denne drøm. Ifølge HR-koordinator Flemming Skov Ansdal fra Flyvevåbnets Officersskole (FLOS) gennemgår ca. 500 unge mennesker hvert år de indledende tests ved Forsvarets Rekruttering. Af dem slipper ca. 50 gennem de første tests og 10-12 består det indledende forløb på Flyvevåbnets Flyveskole. Derfor består udfordringen for flyvevåbnets i, at fortælle deltagerne i STUD LUFT om de andre muligheder for at blive officer i flyvevåbnet. Det gøres med orienteringer, forevisninger af materielsystemer og samtaler med unge officerer og ikke mindst kadetter (officerselever), som selv er i gang med uddannelsen.
Arrangeres af nuværende kadetter
Hele STUD LUFT arrangementet er planlagt og gennemføres af nuværende kadetter fra Flyvevåbnets Officersskole. Det er en del af faget ledelse på officersgrunduddannelsen. Coaches fra officersskolen støtter kadetterne undervejs i hele forløbet, og fly og andre materielsystemer betjenes selvfølgelig af fuldt uddannede soldater og officerer fra det øvrige flyvevåben. Så selv om formålet overordnet set er, at rekruttere til flyvevåbnets officersuddannelser, er STUD LUFT samtidig en gylden mulighed for kadetterne for at planlægge og gennemføre et større arrangement.
Unge fra hele landet
Blandt deltagerne i årets første STUD LUFT er der deltagere fra hele landet. Deltagerne blev tirsdag aften hentet fra opsamlingssteder rundt omkring i landet og kørt til Flyvestation Karup. Dagens mange indtryk kan fordøjes, når deltagerne sover i flyvestationens nye gymnastiksal. De to dage arrangementet varer er nemlig proppet med indtryk fra hverdagen i flyvevåbnet.
Flyvetur i træningsfly
20 af deltagerne blev ved lodtrækning udtaget til en flyvetur i flyvevåbnets træningsfly T-17. På trods af stærk vind var alle 20 deltagere begejstrede, da den 20 minutter lange flyvetur var overstået. Torsdag laver flyvevåbnet en demonstration med fly og helikoptere og andre materielsystemer. Efter demonstrationen vil STUD LUFT deltagerne få mulighed for at tale med piloter, operatører og komme helt tæt på bl.a. en F-16.
Se indslaget fra TV/MIDT-VEST