Nyheder

Tilbage til oversigt

Mindeord over seniorsergent Henrik Jensen 

15-06-2010
 
Mandag den 14. juni 2010 blev seniorsergent Henrik Jensen – kun 44 år gammel - revet væk fra os alle. Henrik, som den professionelle soldat han var, tog som så ofte før, ud for at løbe en tur i Jonstrup Vang, da han blev ramt af et slagtilfælde i skoven. Der blev givet førstehjælp, læge og ambulance blev tilkaldt, men Henriks liv stod ulykkeligvis ikke til at redde.

Henrik var en ener i Forsvarets Rekruttering, med hans mere end 9 års erfaring på dette speciale. Henrik var en dejlig frisk og udadvendt person, som mange nød bekendtskab ved, og mange var en del af hans netværk. Henrik levede og åndede for hans arbejde, og Henriks initiativ og engagement var en stor del af de seneste års succes på rekrutteringsområdet. Henrik var altid at finde på sin arbejdsplads fra meget tidligt om morgenen, hvor han med meget stor ærekærhed og arbejdsglæde kæmpede med de mange sager, som dagligt passerede hen over hans bord. Henrik var samtidig en utrolig behagelig, dygtig og professionel soldat med et godt humør og en stærk vilje, der altid førte til en optimal opgaveløsning. Vi vil huske ham med et glimt i øjet, en hurtig bemærkning og tit og ofte med ordene: ”Ja, Ja – se nu at komme videre! Jeg har ikke tid til dette”.

Henrik gjorde tjeneste i rekrutteringselementet, hvor han arbejdede med rekruttering til officerskorpset primært til Hæren og Søværnet. Her udmærkede han sig ved en initiativrig og professionel opgaveløsning. Han udviste altid en stor parathed og fleksibilitet, der var med til at få ”kabalen” til at gå op i Forsvarets Rekruttering. Henrik arbejdede bestandigt målrettet på at skabe de bedst mulige aspiranter til officersuddannelserne, hvilket hele Forsvaret skylder ham en stor tak for.

Henrik elskede sine kære overalt på jorden, han talte tit om jer med en stor kærlighed i stemmen. Så vores tanker går til hans datter, to sønner, kæreste samt forældre, der har mistet en god far, kæreste, søn og ven.

Henrik vil være savnet i Forsvarets Rekruttering som menneske, for hans faglighed, dejlige positive bemærkninger og aldrig svigtende gode humør.

Seniorsergent, kollega, soldaterkammerat og ven Henrik Jensen: Æret være dit minde!


Bo E. Engelbreth
Oberstløjtnant
Chef for Forsvarets Rekruttering (KA2)