Tilbage til oversigt
Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg er ikke bange
Tekst: Mette Roer / Foto: Peter Helles Eriksen
Angsten er ved at trænge sig på. Stripsene om håndleddene skærer røde mærker i huden, og det stramme bind for øjnene lukker alle synsindtryk i et tæt mørke. Hun er talibaner og taget til fange af de danske styrker, hun kan fornemme geværløbene, der peger mod hende.
Et døgn senere er Nanna Simonsen tilbage på Svanemøllens kaserne i København. Til trods for, at hendes rolle som pashtutalende talibaner var fiktiv og en del af de allersidste forberedelser af det næste hold danske soldater, der skal sendes til Camp Bastion i Helmand, kunne hun fornemme angsten. Der er en risiko for, at hun selv kan komme til at sidde i den situation, når hun skal udsendes til Afghanistan.
»Jeg har haft dårlig samvittighed over for mine forældre. Det valg, jeg har taget, påvirker dem utrolig meget. Jeg giver dem en vis smerte og en periode med bekymring, når jeg skal til Helmand. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke er bange,« siger Nanna Simonsen.
Den 24-årige kvinde er på det første hold danskuddannede pasthu-sprogofficerer, der skal til Afghanistan, og er netop ved at afslutte uddannelsen. Uddannelsen er en af landets hårdeste og udover den benhårde både fysiske, sproglige og kulturelle træning, har den ét klart endemål: Krigen i Afghanistan.
Læs hele artiklen fra
Urban 3/2-09 (pdf).