Tilbage til oversigt
En dag i trøjen
Af Bo Winther, Grenå Tekniske Skole HTX/EUD
Elever fra Grenaa Tekniske Skole var på besøg ved forsvaret i Ålborg. Her stod dørene åbne for dem, og det fik de en lærerig dag ud af.
Efter en lang skoledag holdt en bus klar og elever fra Grenå Tekniske Skole steg op til en tur til Nordjylland, hvor Ålborg kaserner og Flyvestation Ålborg havde åbnet deres døre for skolens elever. Forplejningen bød på feltkost, forhindringsbanen blev prøvet af, overnatning i en bivuak og en nat der bød på angreb af fjendtlige styrker og meget mere. Efter disse strabadser var det så informationstur om hvilke muligheder, et svendebrev giver i forsvaret – samt mulighederne for at få en læreplads samme sted.
Mandskab, der selv har været turen igennem, guidede eleverne, mens der var mulighed for at prøve at være i en pansret vogn eller pille ved og mærke på lidt af forsvarets våbensamling. I det tæt pakkede program var der også indlagt en tur på skydebanen, der blev set på forsvarets fly både uden på og inden i (Hercules C 130 og Challenger) samt en af de nye Merlin redningshelikoptere. Der var også tid til en fodboldkamp, hvor eleverne fra Grenå Tekniske Skole viste deres værd. De vandt.
Evalueringen fra eleverne var sjældent positiv. Bo Winther, der som lærer ved Grenå Tekniske Skole havde arrangeret turen samen med Flemming Valsted, vejleder fra forsvarets dag (det der tidligere hed session), bemærkede:
”Nogle af de unge havde en opfattelse af, at forsvaret var et eller andet lukket land, hvor man nærmest bliver råbt ad, hvor det udstyr, de har, er fra 2. Verdenskrig og hvor mulighederne for unge er ret begrænsede. Det er utroligt fedt at se dem blomstre, når de oplever at forsvaret er mulighedernes verden – en stor og mangfoldig arbejdsplads, hvor varierende arbejdsdage er det mest naturlige, tonen er særdeles kammeratlig, og ’legetøjet’ er i topklasse. Det er mit personlige håb, at det ikke bliver det eneste besøg ved forsvaret, Grenå Tekniske Skole kommer på. Et håb, jeg klart har oplevelsen af, eleverne deler,” slutter Bo Winther.
Klik her og se masser af billeder fra turen.