Værnepligtstjenesten (basisuddannelsen)
Formålet med værnepligtstjenesten i Forsvaret er at give dig en basisuddannelse, således at du både som enkeltperson og i samarbejde med andre kan løse de opgaver, som indgår i totalforsvaret af Danmark, enten i det militære forsvar eller ved andre myndigheder, som f. eks. Beredskabsstyrelsen, det frivillige forsvar eller lignende.
Basisuddannelsen har også til formål at give dig et kendskab til den enkelte soldats deltagelse i militære opgaver, herunder i fredsstøttende/fredsskabende operationer i udlandet. Den er også grundlaget for eventuel videreuddannelse med henblik på en reaktionsstyrkeuddannelse til international tjeneste eller til fastansættelse i Forsvaret.
Endvidere sigter basisuddannelsen mod, at du opnår en klar forståelse af, at et retssamfunds anvendelse af militære magtmidler er fast forankret i overholdelsen af Danmarks love og tiltrådte internationale aftaler vedrørende Krigens Folkeret og menneskerettighederne.
Læs mere om basisuddannelsen i de tre værn...
Beredskabsstyrelsen
Som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen uddannes du til at indgå i det assistanceberedskab der typisk rykker ud til større ulykker, som det kommunale beredskab ikke selv har kapacitet til at håndtere. Det kan være store bygningsbrande, skovbrande, kemikalieudslip, olieforureninger, naturkatastrofer som orkaner og oversvømmelse eller store ulykker som togulykker og sammenstyrtede bygninger med mange fastklemte og tilskadekommende.
Værnepligtsuddannelsen består derfor bl.a. af brandmandsuddannelse, udvidet førstehjælp, uddannelse til ulykker med farlige kemikalier og redning i forbindelse med store ulykker.
Som værnepligtig i Beredskabsstyrelsen indgår du i udrykningsvagten med døgnvagter og weekendvagter (ca. 1 hverdagsvagt om ugen og 1 weekendvagt om måneden).
Læs mere om værnepligt i Beredskabsstyrelsen.